Ny teori om fødevareallergi

Fødevareallergi skyldes et overaktivt system i kroppen. Sådan lyder en ny teori fra Yale University. Fødevareallergi er vokset dramatisk i den vestlige verden i de seneste årtier. Men forskere har haft vanskeligere ved at svare på, hvorfor stigningen er så voldsom.

Yale University kommer med et nyt bud på hvorfor. Deres teori bygger naturligvis på eksisterende viden og andre teorier på området. Deres teori lyder, at fødevareallergi ofte skyldes manglende naturlige bakterier og parasitter (patogener) i det moderne miljø. Det gør ifølge teorien, at immunsystemet, der blev udviklet til at klare naturlige trusler, er blevet hypersensitivt over for nogle fødevarer.

Til gengæld spiller den stigende tilstedeværelse af unaturlige substanser i form af forarbejdede fødevarer og kemikalier en rolle ved at forstyrre vores biologiske fødevarekontrolsystem.

”Ændringer i kosten og stigende indtag af forarbejdede fødevarer, som er mindre i berøring med naturlig dyrkning af fødevarer, har ændret sammensætningen af tarm-mikrobiomet”, siger professor Ruslan Medzhitov, Yale University.

”Desuden er der blevet introduceret konserveringsmidler og miljømæssige kemikalier som rengøringsmidler, der er nye elementer, som immunsystemet skal overvåge.”

”Vi kan ikke udtænke måder at forebygge eller behandle fødevareallergier, før vi fuldt ud forstår den underliggende biologi,” mener professoren. ”Du kan jo heller ikke blive en god bilmekaniker, hvis du ikke forstår, hvordan en normal bil fungerer.”

Fødevarekontrolsystemet, som forskerne henviser til, findes i alle mennesker og dyr. Det består af vagtposter i tarmene. Så hvis vi spiser noget giftigt (toksiner), opdages de og bliver udvist. En del af immunsystemet og nervesystemet vil også blive mobiliseret for at hjælpe med til at neutralisere truslen.

Men en sådan respons i immunsystemet er i vores moderne verden med til at give allergier, herunder fødevareallergier. Manglen på naturlige trusler som bakterier og parasitter gør denne del af immunsystemet hypersensitivt og mere tilbøjeligt til at reagere på generelt uskadelige fødevarer. Reaktionerne i fødevarekontrolsystemet får immunsystemet til at reagere på fødevarer som var de skadelige stoffer.

Teorien henviser til, at personer der bor på landet og i mindre industrialiserede lande sjældent udvikler fødevareallergier sammenlignet med personer i større byer og lande.

Ved at forstå den underliggende biologi i fødevarekontrolsystemet kan det hjælpe forskere med at identificere de kemikalier mv., der kan bidrage til allergier. Teorien kan altså ligge grunden til fremtidig behandling eller forebyggelse af fødevareallergier.

Det kan du gøre

Mange af de stoffer, der findes i miljøet, har vi vanskeligt ved at undgå i dagligdagen. Men vi kan eksempelvis vælge at bruge miljøvenlige rengøringsmidler og undgå skrappe kemikalier i hjemmet. Vi kan desuden vælge naturlige fødevarer fremfor kraftigt forarbejdede fødevarer.

Studiet blev udarbejdet af immun-biologer ved Yale University. Studiet blev bragt i tidsskriftet Cell. Oversættelse og redigering af Magasinet Sundhed.

DEL ARTIKEL