STJERNEANIS: MADLAVNING, MEDICINSKE FORMÅL OG ADVARSEL

Stjerneanis er tørret frugt af stjerneanis træet (Illicium verum). Frugterne høstes, inden de modner, og bliver så soltørret.
Smagen kan minde lidt om lakrids, fennikel eller anis. Stjerneanis og anis bliver ofte forvekslet. Men der er tale om to forskellige krydderier og de er heller ikke i familie.
I madlavning gør stjerneanis sig godt sammen med koriander, kanel, kardemomme og nellike. Stjerneanis kan bruges hele eller som pulver i madlavningen.
Stjerneanis bruges ofte i asiatisk og mellemøstlig madlavning. Stjerneanis er et af de vigtigste krydderier i kinesisk madlavning. Det indgår i den kinesiske ”5 spice” og indiske ”Garam Masala”.
I Danmark bruger vi krydderiet i madlavning. Stjerneanis gør sig godt i te og bagværk. Søde retter og desserter som bagt frugt, tærter og kager. Du kan også strø lidt stjerneanis i din suppe.
Begynd med en lille smule. Smag til og tilsæt eventuelt lidt mere. En lille smule er nemlig nok og du kan nemt risikere, at smagen bliver for kraftig, hvis du bruger i større mængder.
De færreste af os er bevidste om, hvor stor en rolle stjerneanis spiller i medicin. Stjerneanis bliver anvendt i traditionel kinesisk medicin mod luftvejsinfektioner, svimmelhed, forstoppelse og andre fordøjelsesproblemer. Mange mennesker indtager stjerneanis i naturmedicin og stjerneanis har fundet anvendelse i flere tusinde års kinesisk medicin. Stjerneanis bliver nu også benyttet til medicinske formål i Vesten.
Stjerneanis er rig på bioaktive forbindelser og indeholder linalool, quercetin, anetol, gallussyre, limonen og shikimisyre.
Stjerneanis indeholder essentielle olier, og først og fremmest anetol. Det er anetol, der er årsag til den karakteristiske smag.
Stjerneanis har evnen til at bremse/hæmme bakteriel vækst ved sygdom. Stjerneanis kan således udgøre et værn mod bakterier og svampe. Denne evne kan tilskrives indholdet af anetol.
Stjerneanis er den vigtigste kilde til shikimsyre, der bliver brugt i medicin. Shikimisyre fra stjerneanis er en aktiv ingrediens i oseltamivir (Tamiflu), der er et lægemiddel mod influenza. Studier har også vist, at de essentielle olier i stjerneanis virker mod forskellige typer luftvejsinfektioner.
Stjerneanis finder anvendelse på diverse luftvejsproblemer som hoste, lungebetændelse, bronkitis, forkølelse og influenza. Stjerneanis er også flittigt anvendt på fordøjelsesproblemer, luft i maven, maveonde og manglende appetit.
De fleste planter, vi har beskrevet i Magasinet Sundhed, bliver anvendt i naturmedicin. Stjerneanis er ekstra interessant, da den faktisk finder stor anvendelse i den farmaceutiske industri. Det skyldes som sagt, at stjerneanis er rig på shikimisyre.
Der er også studier, der tyder på, at ekstrakt af stjerneanis kan udvikles til medicin, der virker som antibiotika. Forskningen omkring de antibakterielle virkninger er dog ikke kommet så langt endnu. Det er som sådan ikke nogen grund til at spise stjerneanis – men det peger på interessante muligheder for udviklingen af ny medicin.
Stjerneanis er faktisk en imponerende kilde til flere kraftfulde forbindelser, der er vitale for et godt helbred. Stjerneanis er rig på flavonoider og polyfenoler. Et par studier peger på, at antioxidanterne i stjerneanis muligvis har anticancer egenskaber. Men der er brug for yderligere forskning for at give sikre svar.
Stjerneanis har nærmest ingen kalorier, intet salt, fedt, kulhydrater, sukker, fibre eller protein. Stjerneanis har ingen effekt på blodtrykket eller blodsukkeret. Stjerneanis bliver desuden brugt i så små mængder i madlavningen, at det ikke kan anses for en kilde til vitaminer eller mineraler.
Stjerneanis kan ofte findes i supermarkedet enten i sin hele form eller som pulver. Kig blandt krydderierne i supermarkedet. Stjerneanis kan holde sig i op til to år, hvis det opbevares tørt.
Der er kun få eksempler på allergiske reaktioner med den kinesiske stjerneanis. Den kinesiske er altså ufarlig og kan trygt anvendes.
Der skelnes mellem kinesisk og japansk stjerneanis. Den japanske er giftig. Desværre er det ikke muligt at kende forskel på dem blot ved at kigge på dem. For de har identisk udseende.
Så længe du bruger stjerneanis, du har købt i danske supermarkeder, helsekostbutikker m.v., burde der ikke være risiko for at støde på den farlige, japanske.
Det er almindeligt at anvende stjerneanis i te. Stjerneanis bliver for eksempel brugt i te sammen med kanel. Nogle kilder siger, at der især kan være risiko for spor af japansk stjerneanis i te. De fraråder derfor, at man drikker stjerneanis te, hvis man er i tvivl, om der kan være spor af den japanske.
Man må gå stærkt ud fra, at produkter med stjerneanis, der sælges i Danmark, ikke indeholder den giftige, japanske stjerneanis. Desværre findes der ingen tips til at opdage, om der er japansk stjerneanis i produktet.
Det frarådes, at man giver stjerneanis til børn, hvis der er nogen som helst risiko for, at der kan være japansk stjerneanis i produktet. Det vides ikke, om stjerneanis kan have negativ virkning, hvis man er gravid eller ammer. Derfor anbefaler nogle kilder, at gravide og ammende undgår stjerneanis, blot for at være på den sikre side.

Kilder, der er anvendt i artiklen:
Bbcgoodfood.com
Britannica.com
Healthline.com
Medicinenet.com
Sciencedirect.com
Verywellfit.com
Verywellhealth.com
Webmd.com