Søvnartikel 19

NYD ET VARMT BAD

Noget så enkelt og behageligt som et varmt bad kan bidrage til bedre søvn.

Det er University of Texas og University of Southern California, der står bag dette omfattende studie. 

Studiet gennemgik adskillige tidligere studier. ”Da vi gennemgik alle kendte studier, bemærkede vi betydelige forskelle, hvad angår tilgange og resultater,” siger ph.d.-studerende Shahab Haghayegh. 

”Den eneste måde, vi præcist kunne fastslå, om søvnen virkelig kan forbedres ved hjælp af et bad, var ved at kombinere alle data og forholde os til dem på ny.” 

Studiet fandt frem til, at det hjælper på søvnkvaliteten, hvis vandet er cirka 40 grader varmt. 

Udover en forbedret søvnkvalitet kan badet bidrage til, at vi falder hurtigere i søvn. Studiet anslår, at man falder cirka 10 minutter hurtigere i søvn efter et varmt bad. 

Kropstemperaturen falder inden sengetid og imens man sover. Kroppens ændringer i temperatur i løbet af døgnet er centralt for, om man kan falde i søvn og opnå god søvnkvalitet. 

Det kan virke selvmodsigende. Men et varmt bad bidrager faktisk til at nedkøle kroppen inden sengetid. For et varmt bad stimulerer kroppens varmeregulerende system og cirkulation af blod fra kroppens kerne til blandt andet hænder og fødder. Når det sker, fører det til fald i kropstemperatur. 

Så hvis man tager et bad 1 til 2 timer inden sengetid, vil det ikke blot give bedre nattesøvn, men vil også bidrage til kroppens naturlige døgnrytme. 

Studiet er beskrevet i tidsskriftet Sleep Medicine Reviews. Læs mere: Take a bath 90 minutes before bedtime to get better sleep

Køb abonnement på Magasinet Sundhed+. Bestil her.