EN KALORIE ER IKKE BARE EN KALORIE

“En kalorie er ikke bare en kalorie”. Sådan opsummeres et nyt studie om mandler. Når du læser på deklarationen, så vil du se, at mandler har mange kalorier. Hele 600 kalorier (kcal) pr. 100 gram. Det svarer til, at 100 gram mandler har lige så mange kalorier som et almindeligt måltid mad.
Samtidig har mandler et stort indhold af fedt – nemlig 50 gram fedt pr. 100 gram mandler. Mange mennesker tror derfor, at de skal holde sig fra mandler for at tabe sig eller undgå at tage på i vægt.
For traditionelt set har man troet, at 600 kalorier feder lige meget, uanset hvilken fødevare de stammer fra. Men i den nyeste forskning er der kommet større og større indblik i, at antallet af kalorier spiller en underordnet rolle.
Det har gjort det mere vanskeligt for os som forbrugere. For hvis blot vi kunne gå ud fra, at hver kalorie altid spillede den samme rolle i kalorieregnskabet, så var det jo nemt at have med at gøre.
Følger vi den forsimplede tanke om, at hver kalorie feder lige meget, så betyder det, at vi får et forkert billede af, hvor meget vores mad egentlig feder. Mandler er et eksempel på, at de kalorier, der står på indpakningen, ikke svarer til hvor mange kalorier, der fordøjes og optages.
Når du kigger på deklarationen, så har mandler som sagt et meget højt indhold af kalorier og fedt. Men bidrager mandler faktisk til, at vi tager på i vægt – eller har mandler måske den stik modsatte effekt?
I det nye studie om mandler bliver det udtrykt således: En kalorie på indpakningen er ikke det samme som en kalorie, der fordøjes og optages, når det kommer til mandler.
”Andre forskere har peget på biotilgængelighed i nødder, hvor antallet af kalorier, der står på indpakningen, ikke er det samme som antallet af kalorier, der optages. Dette studie sætter tal på effekten med mandler,” forklarer lektor John Sievenpiper.
Han bemærker, at studiet er udført i menneskers almindelige hverdag. Det giver et billede af, hvor mange kalorier, der egentlig optages, når vi spiser mandler.
Studiet sætter konkrete tal på. Omkring 20 procent af kalorierne i mandler bliver slet ikke optaget i kroppen. Det står klart ved hjælp af afføringsprøver og ingen af deltagerne i studiet tog på i vægt ved at spise mandler.
Det er i overensstemmelse med andre studier om nødder. Nogle studier har endda vist, at nødder kan bidrage til vægttab.
Der indgik 22 deltagere og studiet strakte sig over i alt 3 måneder. I en måned indtog de 75 gram mandler dagligt. En anden måned indtog de halvt så mange mandler og en halv muffin. Endelig var der en måned, hvor de indtog en hel muffin hver dag, men ingen mandler.
De muffins, som deltagerne spiste, svarede til mandler i mængden af kalorier, protein, fibre og fedt. Sammenligningen med muffins blev foretaget som et eksempel, fordi det tydeliggør, at selvom der står lige mange kalorier og fedt på indpakningen, så bliver der optaget flere kalorier i kroppen, når man spiser muffins, end når man spiser mandler.
John Sievenpiper understreger, at de fleste mennesker spiser alt for få nødder. Nødder har glimrende effekter på helbredet. Nødder har blandt andet positiv virkning på blodtrykket, kolesteroltallet og hjertet.
Det betyder, at nødder faktisk er ekstra gavnlige for overvægtige mennesker. Det er derfor vigtigt at få aflivet forvirringen om, at nødder bidrager til, at man tager på i vægt.
Resultaterne har allerede bidraget til, at Diabetes Canada har tilpasset sine anbefalinger og har styrket sin indsats for, at folk vil spise flere mandler.
DET KAN DU GØRE
Bliv mere bevidst om at kalorier feder forskelligt, afhængigt af hvilke fødevarer, de kommer fra. Det er mandler et godt eksempel på.

John Sievenpiper er ansat ved University of Toronto. Studiet blev bragt i tidsskriftet Mayo Clinic Proceedings. Oversættelse og redigering af Magasinet Sundhed.