LAKRIDS

Lakridsrod er roden af lakridsplanten (Glycyrrhiza glabra). Navnet Glycyrrhiza stammer fra de græske ord ”glykos” (sød) og ”rhiza” (rod).
Lakrids har en lang historie. Faktisk går anvendelsen af lakridsrod helt tilbage til gamle egyptiske, kinesiske og indiske kulturer.
I Egypten blev roden brugt i en sød drik for faraoerne og til at dæmpe tørsten, når man var i krig. I kinesisk og mellemøstlig medicin blev lakrids benyttet mod maveonde og fordøjelsesbesvær, inflammation, udslæt og vejtrækningsproblemer m.v.
For at gøre artiklen nemmere at læse så bruges ordet ”lakrids” konsekvent i stedet for lakridsrod eller produkter med lakridsrod.

GLYCYRRHIZIN
Lakrids har hundredvis af stoffer, men det primære aktive stof er glycyrrhizin. Glycyrrhizin er den bærende årsag til rodens søde smag og de gavnlige effekter, som lakrids kan have på helbredet. Men glycyrrhizin er desværre også det stof, der er årsag til en række af lakridsens alvorlige bivirkninger.
Nogle gange kan man få lakrids uden glycyrrhizin. Så undgår man de bivirkninger, der skyldes glycyrrhizin.

MUNDEN OG LUFTVEJENE
Lakrids har adskillige stoffer med antioxidant- og antiinflammatorisk effekt og stoffer, der virker antibakterielt. Glycyrrhizin er et af disse stoffer.
Lakrids har evnen til at bremse væksten af orale bakterier. Disse egenskaber betyder, at lakrids for eksempel kan indtages i te for at lindre vejrtrækningen, mindske sår i munden og bidrage til at dræbe bakterier, der kan give huller i tænderne.
Det er dokumenteret, at lakrids kan bremse udviklingen af kronisk bronkitis. Ved kronisk bronkitis lider man af en længerevarende inflammation i luftvejene og hoste.

INDFLYDELSE PÅ HORMONER
Når man spiser for meget lakrids, kan der ske en ophobning af glycyrrhizin i kroppen og det kan udløse stigninger i stresshormonet, kortisol.
For stort indtag af lakrids kan gøre, at man bliver for følsom over for hormonet aldosteron.
Aldosteron skal regulere væske- og saltbalancen i kroppen. Når du indtager for meget lakrids og forstyrrer balancen, kan de første tegn derfor være væskeophobning og hævede ben, hovedpine og lav energi.
Hvis man bliver ved med at indtage for meget lakrids, så kan det forøge blodniveauet af aldosteron og det kan give alvorlige hjerteproblemer.
Lakrids kan virke som hormonet østrogen. Man bør derfor undgå lakrids, hvis man har en sygdom, der kan forværres af udsving i østrogen. Det gælder blandt andet brystkræft, livmoderkræft og kræft i æggestokkene.
Lakrids kan altså påvirke hormonerne i kroppen. Der er en række forskellige typer medicin m.v., hvor østrogenniveauet spiller en rolle. For stort indtag af lakrids kan for eksempel hindre, at P-piller og hormonbehandling i overgangsalderen virker efter hensigten.

GRAVIDE, AMMENDE OG BØRN
Forskning har vist, at det kan hæmme fostrets hjerneudvikling, hvis den gravide indtager lakrids.
Et finsk studie fastslår, at børn har større risiko for en forsinket kognitiv udvikling, hvis moren spiste lakrids under graviditeten.
Hvis man spiser over 250 gram lakrids om ugen og er gravid, så øger det risikoen for, at man føder for tidligt eller at barnet fødes med svækket helbred. Det kan også tvinge en abort.
Der findes for lidt viden om bivirkningerne ved at indtage lakrids, når man ammer. For en sikkerheds skyld bliver det derfor foreslået, at ammende undgår lakrids.
Hvis man gerne vil fortsætte med at spise lakrids, mens man er gravid eller ammer, så kan det være en god idé at spise lakrids uden glycyrrhizin. Det menes nemlig at være glycyrrhizin, der kan skade fostrets/barnets udvikling.
Børn skal helst slet ikke gives lakrids og det er vigtigt, at de i hvert fald ikke får lakrids flere dage i træk. Man skal altid passe ekstra meget på med at give lakrids til små børn.

HJERTEPROBLEMER
Lakrids kan øge blodtrykket, forstyrre hjerterytmen og give større risiko for hjerteanfald.
Lakridsens bivirkninger er særligt vigtige at være bevidste om for personer, der i forvejen har forhøjet blodtryk, en hjertelidelse eller lignende.
Lakrids kan samtidig stå i vejen for, at forskellige typer medicin virker efter hensigten. Det glæder blandt andet medicin, der skulle regulere blodtrykket, hjerterytmen eller virke blodfortyndende.
Det betyder, at medicinen ikke virker så godt, og det kan blandt andet øge risikoen for blodpropper.
Det sænker kaliumniveauerne i kroppen, når man indtager lakrids. Lave kaliumniveauer kan give uregelmæssig hjerterytme og kan være farligt, hvis du har hjerteproblemer.

LEVER OG NYRE
Det kan give nyre- og leverproblemer, når man spiser for meget lakrids. Alle mennesker bør derfor passe på med indtaget af lakrids, og man bør helt undgå lakrids, hvis man har nyre- eller leverproblemer i forvejen.
Glycyrrhizin bliver i blodet i længere tid hos personer med lever- eller nyresygdomme og det øger risikoen for bivirkninger.
Nogle typer medicin bliver nedbrudt af leveren. Lakrids kan gøre, at leveren er langsommere til at nedbryde medicinen. Så hvis man både indtager lakrids og denne type medicin, kan det overdrive medicinens effekt eller bivirkninger.
Vanddrivende medicin sænker kaliumniveauet i kroppen. Da glycyrrhizin også sænker kaliumniveauet, så kan niveauet blive alt for lavt. Det kan give alvorlige ubalancer og kan blandt andet give sig til udtryk i kramper, forstyrret hjerterytme, træthed og hovedpine. Man bør derfor undgå lakrids, hvis man tager vanddrivende medicin.

KALIUM OG MEDICIN
Lakrids kan som sagt sænke kaliumniveauet i kroppen. Et lavt kaliumniveau kan øge bivirkningerne ved forskellige former for medicin.
Der er også nogle typer medicin, som i sig selv får kroppen til at skille sig af med kalium. Hvis man både tager sådan en type medicin og indtager lakrids, så kan kaliumniveauet i kroppen blive alvorligt lavt.
Der er for eksempel nogle typer medicin mod inflammation, der kan sænke kaliumniveauet i kroppen.

HVOR MEGET LAKRIDS ER FOR MEGET?
Indtil nu har du læst om, at et ”stort” indtag af lakrids har forskellige bivirkninger. I dette afsnit kan du læse om, hvornår dit indtag af lakrids er for stort.
Indtaget af lakrids kan både være for stort, 1) fordi du indtager for mange gram lakrids på én gang, eller 2) fordi du indtager lakrids hver dag i en længere periode.
Der findes ingen helt konkrete svar på, hvor meget eller lidt lakrids, der trygt kan indtages. 5-15 gram lakrids kan være ufarligt, når man blot indtager det i en kortere periode.
Men for personer, der allerede lider af forhøjet blodtryk eller nyreproblemer, så er 5 gram lakrids pr. dag nok til at give bivirkninger. Der er også andre grupper af personer, hvor 5 gram pr. dag kan være nok til at give bivirkninger. Det gælder for eksempel personer med hjerteproblemer eller personer, der spiser for meget salt.
En anbefaling lyder, at voksne bør undgå at indtage lakrids dagligt i mere end en uge. Hvis man indtager lakrids i en længere periode, så bør man konsultere sin læge og få undersøgt, hvordan det kan skade helbredet.
Selvom der er tale om helt små mængder, så kan det være farligt at indtage lakrids i mere end en måned. Blot 5 gram lakrids dagligt i fire uger kan nemlig give alvorlige bivirkninger.
FDA (US Food and Drug Administration) advarer mod, at voksne spiser mere end 50 gram lakrids pr. dag og i mere end to uger. Hvis man overskrider, risikerer man at komme på sygehuset med hjerteproblemer og andre alvorlige symptomer.
Lakrids anses normalt for ufarligt, når det indtages i te. Det er dog vigtigt ikke at overdrive. Der er eksempler på, at personer som dagligt har drukket 5-10 kopper te med lakrids, får forhøjet blodtryk og farligt lavt kaliumniveau, så de må indlægges. Der er dog også eksempler på, at symptomerne ophører igen, når man stopper med at drikke te med lakrids i.
Det er altid en god idé at være opmærksom, hvis kroppen giver tegn på, at du indtager for meget lakrids. Nogle af de første tegn kan være ømme muskler, træthed eller hovedpine. Hvis du har spist lakrids og oplever uregelmæssig hjerterytme eller svækkede muskler, så bør du øjeblikkeligt stoppe med at spise lakrids og kontakte din læge.
Anbefalingerne er sat ud fra et indtag af ren lakrids. Altså uden sukker og andre ingredienser. Når det kommer til slik, der kaldes lakrids, så er det vanskeligt at sige, hvornår bivirkningerne kan opstå. Sammensætningen af slikprodukter varierer. Desuden er der mange slikprodukter, der sælges som lakrids, der stort set ikke indeholder lakrids. De kan for eksempel indeholde anisole, der smager og dufter ligesom lakrids.

DET KAN DU GØRE
Lakrids kan ikke rigtig bidrage med noget gavnligt til dit helbred. Der er til gengæld god grund til at undgå at indtage for meget lakrids. Nogle personer bør helt undgå lakrids. Det gælder for eksempel gravide og ammende og personer, der har forhøjet blodtryk, hjerte-, nyre- eller leverproblemer eller lave kaliumniveauer.

TE MED KANEL, APPELSIN OG LAKRIDS
1 lakridsrod
1 kanelstang
Appelsinskræl fra en halv appelsin
250 ml kogende vand
Tilsæt lakridsrod, kanelstang og appelsinskræl, samt kogende vand i en kop eller en gryde og sæt låg på. Lad teen trække i 10 minutter. Fjern lakridsroden, kanelstangen og appelsinskrællen – og teen er klar til at blive drukket.

Kilder, der er anvendt i artiklen:

Britannica.com
Eatingwell.com
Healthline.com
Medicalnewstoday.com
Nccih.nih.gov
Rxlist.com
Theconversation.com
Urmc.rochester.edu
Verywellhealth.com
Webmd.com