KRYDDERIER GODT FOR DIT KOLESTEROL

Ingefær, gurkemeje, rosmarin, kanel, chili, safran, peberrod, cayennepeber og sort peber. Det er alt sammen krydderier, som sænker kolesteroltallet.
Ingefær er for eksempel stærkt antiinflammatorisk. Det kan være med til at sænke triglycerid og kolesterol. Derfor anbefaler Jens Linnet, der er speciallæge i almen medicin og medforfatter til ”Sænk dit Kolesterol” og ”Sundt blodtryk på 14 dage”, at man altid har både frisk og tørret ingefær på lager.
1 gram gurkemeje om dagen kan ifølge international forskning sænke LDL og triglycerid. ”Det fungerer bedst sammen med sort peber, der gør det lettere for kroppen at optage det aktive stof curcumin,” siger Jens Linnet, der gør opmærksom på, at hvis man ikke kan lide den særegne smag, så kan gurkemeje for eksempel indtages i smoothies, sammen med andre råvarer, der overdøver smagen.
Rosmarin indeholder kraftige antiinflammatoriske fenolsyrer og flavonoider og forsøg har vist, at det kan sænke kolesteroltallet og det dårlige kolesterol (LDL).
”Endnu vigtigere er dog, at rosmarin kan øge smagsoplevelsen i et hav af retter,” påpeger Jens Linnet.
I forbindelse med kanel, som du blandt andet kunne læse om i Magasinet Sundhed november-december, så opfordrer Jens Linnet til at vælge ægte Ceylon eller Sri Lanka kanel. Det skyldes, at den kinesiske kanel indeholder stoffet kumarin, som i store mængder kan skade leveren.
”Den ægte Ceylon eller Sri Lanka kanel kan sænke triglycerid og totalkolesterol ifølge en samlet analyse af 13 kliniske afprøvninger,” fortæller Jens Linnet.
Chili og safran indeholder masser af antiinflammatoriske stoffer. Endelig er chili, peberrod, sennep, cayennepeber og sort peber alle med til at øge forbrændingen.