KEND FORSKEL PÅ KANEL

Kanel er et krydderi, der kommer fra barken af træerne Cinnamomum. Barken bliver skrallet af og lagt i solen, hvor den ruller sammen og får sin karakteristiske form af en kanelstang.
Smagen og duften skyldes olier, som er rige på kanelaldehyd (cinnamaldehyde).
Krydderiet er anvendt langt tilbage i tiden. Faktisk kan brugen af kanel spores helt tilbage til det gamle Egypten, et par tusinde år før Kristi fødsel.
Dengang blev kanel anset for sjældent og værdifuldt og blev ofret ved hellige og royale ceremonier. I dag findes kanel i nærmest ethvert supermarked og bliver flittigt anvendt i diverse retter og ikke mindst i desserter og bagværk.
Kanel findes både som kanelstænger og som stødt kanel/kanelpulver. Kanel findes også som essentielle olier og som kosttilskud.
Der er to slags kanel og det er vigtigt at kende forskel på dem. Det er Cassia og Ceylon.
2 TYPER KANEL
Der findes adskillige varianter af kanel fra lande som Indien, Sri Lanka, Kina, Indonesien, Brasilien, Vietnam og Egypten. Men det væsentligste er at skelne mellem to typer: Cassia og Ceylon.
Alle typer kanel tilhører Cinnamomum, så der er egentlig ikke nogen ”uægte” kanel. Alligevel betegnes Ceylon (Cinnamomum verum) som ægte kanel. Det er kanel, der stammer fra Sri Lanka (Ceylon). Andre typer kanel kommer fra forskellige slags Cinnamomum træer og bliver under ét kaldt Cassia.
HJERTEPROBLEMER
Forskellige stoffer i kanel kan gavne hjerte-kar-systemet. Det gælder ikke mindst kanelaldehyd.
Blandt personer med type 2 diabetes så har 1 gram (en halv teskefuld) kanel om dagen vist sig at have gavnlige virkninger på blodmarkører.
Kanel kan være med til at sænke kolesteroltallet, det dårlige (LDL) kolesterol og triglycerider. Det rører ikke ved det gode (HDL) kolesterol, der altså forbliver stabilt.
Kanel indeholder virkningsfulde antioxidanter, der bekæmper frie radikaler. Kampen mod de frie radikaler er vigtig, fordi de er årsag til ødelæggelse af celler og fører til sygdom. Antioxidanterne i kanel har anti-inflammatoriske virkninger, hvilket også er med til at undgå forhøjet blodtryk.
INSULIN
Kanel kan bidrage til at forbedre insulinfølsomheden. Insulin er et hormon, der spiller en central rolle ved regulering af stofskiftet og er essentielt for at transportere blodsukkeret fra blodbanen til cellerne.
Problemet er, at mange er resistente over for effekten af insulin. Dette kendes som insulinresistens og er “synderen” bag metabolisk syndrom og type 2 diabetes.
Kanel kan faktisk bidrage til at genoprette insulinfølsomheden, sådan at hormonet får mulighed for at virke, som det skal.
Ved at øge insulinfølsomheden kan kanel sænke blodsukkeret.
BLODSUKKER
Kanel er kendt for at sænke blodsukkeret. Kanel har som sagt en gavnlig effekt på insulinfølsomheden, men kan faktisk også gavne blodsukkeret på anden vis.
Kanel sænker mængden af glukose, der kommer ind i blodbanen efter et måltid. Det har denne effekt ved at påvirke fordøjelsesenzymer, der bremser nedbrydningen af kulhydrater.
Det kræver alene et indtag på 1-6 gram kanel dagligt, for at få en gavnlig effekt. Altså blot et par teskefulde. Du kan for eksempel opnå den gavnlige effekt ved at strø lidt kanel på din morgenmad.
Som udgangspunkt er det en positiv ting, at kanel kan give lavere blodsukker, da de fleste slås med for højt blodsukker. Men hvis du indtager for meget kanel, så kan dit blodsukker blive for lavt. Det kan føre til træthed, svimmelhed og i nogle tilfælde besvimelse.
Dem, der har størst risiko, er dem, der tager medicin mod diabetes. Det betyder altså, at det som udgangspunkt kan ses som en gavnlig ting, at kanel sænker blodsukkeret – men at der skal holdes en balance. Når man spiser for meget kanel, kan det få blodsukkeret til at blive for lavt.
DIABETES
Type 2 diabetes er et af de største helbredsproblemer i verden. Det er derfor naturligt, at kanels mulige egenskaber over for diabetes har fået betydelig opmærksomhed.
Videnskabelige studier har vist, at kanel sænker risikoen for at få diabetes ved at sænke blodsukkeret. Personer med type 2 diabetes, der spiser op til 6 gram kanel dagligt, får lavere blodsukker, triglycerider og kolesterol.
Men vær opmærksom på at hvis du tager medicin mod type 2 diabetes, så kan kanel øge effekten af medicinen og få dit blodsukker til at blive for lavt.
VÆGTTAB
Kanel kan hjælpe med at sænke inflammation i kroppen. Kanel indeholder virkningsfulde antioxidanter, der beskytter celler i kroppen mod skade fra frie radikaler. Et studie har vist, at overvægtige personer får færre skader fra frie radikaler, når de indtager kanel.
Kanels effekt på insulin og blodsukker spiller en rolle i stofskiftet og det kan bidrage til, at man får nemmere ved at opnå et vægttab. Der er også nogle resultater, som tyder på, at kanel kan sænke lipider (fedt) i blodet og kan bruges til vægttab. Disse resultater er dog ikke så veldokumenterede endnu.
KOGNITIVE LIDELSER
Kanel kan være med til at modvirke kognitive lidelser. Det gælder særligt lidelser, der er kendetegnet ved, at hjerneceller taber deres struktur og funktionsdygtighed. Alzheimers og Parkinsons er de mest kendte eksempler på sådanne sygdomme.
Der findes to stoffer i kanel, som er med til at bremse ophobning af proteinet tau i hjernen. Ophobning af proteinet i hjernen er et af kendetegnene ved Alzheimers.
Studier med mus har vist, at kanel hjælper til at beskytte neuronerne, normaliserer neurotransmitterne og gavner de motoriske evner. Der er dog brug for studier med mennesker for at bekræfte, om kanel har de samme virkninger på mennesker.
Nogle studier har også vist, at et stof kaldet CEppt i kanel kan forebygge Alzheimers.
Antioxidanterne i kanel kan muligvis bremse udviklingen af Alzheimers. Kanel indeholder epicatechin, som også findes i blåbær, rødvin og chokolade. Epicatechin er kendt for at virke mod oxidativ stress og inflammation i hjernen og bremse udviklingen af Alzheimers.
KRÆFT
Der er blevet forsket i kanels evne til at forebygge kræft. Nogle forskere mener, at kanelaldehyd kan bremse tumor og kræft i at udvikle sig.
Forsøg med dyr har vist, at kanel kan bidrage til at hæmme kræft. Kanel virker i disse forsøg ved at bremse kræftcellernes vækst og kanel lader til at være giftigt for kræftcellerne, så kræftcellerne dør.
Kanel indeholder også beskyttende antioxidanter, der kan bidrage til at beskytte mod kræft.
Det er dog ikke sikkert ud fra den nuværende forskning at fastslå, om kanel kan forebygge kræft på mennesker. Indtil videre er det interessant, at kanel lader til at have en beskyttende effekt mod kræft i forsøg med dyr.
INFEKTIONER
Kanelaldehyd kan hjælpe med at bekæmpe infektioner, bakterier og svampe.
Olie fra kanel har vist sig at virke effektivt mod infektioner i luftrøret. Kanel kan også bremse visse bakteriers vækst, blandt andet listeria og salmonella.
Nogle krydderier, og herunder kanel, har præbiotiske evner, der fremmer væksten af gode bakterier og hjælper med at hæmme udviklingen af skadelige bakterier. Det kan derfor gavne din tarmsundhed, hvis du jævnligt bruger krydderier i din madlavning.
KUMARIN
Stoffet kumarin findes i forskellige fødevarer, men det er især fra vores indtag af kanel, at vi har risiko for at få for meget kumarin.
kumarin kan føre til svimmelhed, diarré og opkast. Kumarin kan øge risikoen for kræft. Hvis man har en tumor, så kan kumarin få en tumor i lungerne, leveren eller nyrerne til at udvikle sig. Nogle forskere mener, det kan skyldes DNA skade, som sker over tid, når man indtager for meget af stoffet. Der er også andre bivirkninger ved at indtage kumarin og kumarin kan føre til leverskade.
DAGLIG DOSIS
Man bør højst indtage 0,1 milligram kumarin pr. kilo, man vejer. En person på 60 kilo bør altså max indtage 6 milligram pr. dag.
Der er normalt mellem 7 og 18 milligram kumarin i en teskefuld Cassia kanel. Blot én teskefuld Cassia kan altså være nok til at få dig over din daglige grænse.
Et studie har vist, at der er over 60 gange så meget kumarin i Cassia kanelpulver som i Ceylon.
Der er desværre stor forskel på, hvor meget kumarin, der er i Cassia. Det er derfor umuligt for dig at vide, hvor meget kumarin, der er i for eksempel én teskefuld.
Du bør også holde kraftigt igen med kanel i te eller kosttilskud, hvis der er risiko for, at det er Cassia.
Børn vejer jo i sagens natur mindre end voksne og grænsen for hvor meget Cassia, de bør indtage, er derfor meget lav. Det er muligt, at børn heller ikke har godt af Ceylon kanel. Man bør derfor også holde igen med at give dem Ceylon.
CEYLON ELLER CASSIA
Der er forskel på kanel. Ceylon er klart den sundeste. Ceylon indeholder nemlig langt mindre kumarin, end der findes i Cassia.
Desværre kan det ofte være svært at vide, om det produkt, du køber, er Cassia eller Ceylon. Ceylons bark er en smule blødere, smagen er mildere og sødere og farven er lysere brunlig. Cassia har til gengæld en rødbrunlig eller mørkere brunlig farve. På trods af disse generelle forskelle, så kan det være rigtig svært at kende forskel på dem.
Du kan dog godt regne med, at det er den billige udgave (altså Cassia), hvis det ikke er tydeligt markedsført, at der er tale om Ceylon. Cassia er altså uheldigvis den mest anvendte type.
Du kan finde Ceylon i nogle supermarkeder, special- og helsebutikker og på nettet.
Du behøver ikke være bange for at spise Cassia i helt små mængder. Men hvis du spiser i større mængder, så bliver det problematisk, fordi det indeholder kumarin.
I første omgang kan for stort indtag af kumarin vise sig ved halsbrænd, dårlig fordøjelse og svedeture. Over længere tid kan det vise sig ved så alvorlige tegn som blodpropper og leverskade.
ALLERGISK REAKTION
Nogle mennesker får sår i munden, når de spiser kanel. Her er det til gengæld ikke kumarin, der er problemet. Det er kanelaldehyd, der kan udløse en allergisk reaktion.
Man kan også få andre symptomer på en allergisk reaktion: hævet tunge eller gane, en brændende eller stikkende fornemmelse. Symptomerne er ufarlige, men kan være ubehagelige.
Kanelaldehyd udløser kun disse reaktioner, hvis du er allergisk.
ÅNDENØD
Det kan give åndenød, hvis du spiser for meget stødt kanel/kanelpulver på én gang. Det skyldes, at man nemt kan komme til at inhalere det fine støv, så det irriterer halsen. Det kan give hoste, opstød og besvær med at trække vejret.
Kanelaldehyd kan også irritere halsen. Personer med astma eller andre sygdomme, der påvirker vejrtrækningen, må passe særligt på.
MEDICIN
Kanel kan interagere med din medicin, hvis du får medicin mod hjerte-, lever- eller nyreproblemer. Interaktionen betyder, at kanel enten styrker effekten af medicinen eller af dens bivirkninger. Kumarin i kanel kan eksempelvis spille uheldigt sammen med blodfortyndende medicin.
Du behøver nok ikke at bekymre dig så meget om kumarin, hvis det er sjældent, at du spiser kanel og du alene spiser det i små mængder, når du endelig spiser det. Bemærk dog at der jævnligt er kanel i mange produkter, uden du måske er opmærksom på det. Det er problematisk, hvis du eksempelvis har lever- eller nyreproblemer eller tager blodfortyndende medicin.
Det er en god idé at tale med din læge om dit indtag af kanel, hvis du ofte spiser meget kanel og tager nogen former for medicin.
MADLAVNING
Kanel bliver blandt andet brugt i kager og desserter.
Ceylon kanel kommer som sagt fra Sri Lanka. Den er let, sød i sin smag og har en lysere farve. Smagen beskrives som fin og elegant.
Mens Ceylon har en blød, mild og sød smag, så har Cassia som regel en skarpere og stærkere smag. Cassia er mørkere, hårdere og knapt så fin.
Nogle bruger derfor Ceylon i desserter og Cassia i madlavning. Det sker også ofte, at den kanel, man kan købe, er en blanding af Ceylon og Cassia.
Der er faktisk forskel på smagen afhængigt af oprindelsesland. Den indonesiske kanel er sødest. Den kinesiske er mere bitter. Den vietnamesiske er ret krydret og kraftfuld med en stærk aroma.
Kanel skal opbevares tørt og mørkt, i en tætsluttet beholder. Kanelstænger kan holde sig i cirka et år, mens stødt kanel/kanelpulver begynder at miste smag efter nogle få måneder.
De gavnlige effekter, som er nævnt i artiklen, kan opnås ved et dagligt indtag på helt ned til 0,5 gram kanel. Du kan derfor overveje for eksempel at strø en lille smule Ceylon kanel på din morgenmad.
Kanel har et lavt indhold af fedt og sukker og kan bidrage med smag og sødme uden at øge dit sukkerforbrug eller give dig nogen ekstra kalorier.
Det anbefales ikke at tage kanel som kosttilskud. Du kan få de gavnlige virkninger fra blot nogle få teskefulde kanel og hvis du indtager kosttilskud, er der en risiko for, at det overskrider grænsen for et sikkert indtag.
Hvis du vælger at tage kosttilskud med kanel, så vær bevidst om kvaliteten og om at det er bedst med Ceylon.

Kilder, der er anvendt i artiklen:
Bbcgoodfood.com
Britannica.com
Edition.cnn.com
Everydayhealth.com
Healthline.com
Livestrong.com
Medicalnewstoday.com
Sciencedirect.com
Webmd.com