KAMILLE
Kamille tilhører kurvblomstfamilien (Matricaria). Kamille er en urt, der er udbredt på den nordlige halvkugle. I Danmark findes der fire arter kamille. En af disse kaldes lugtløs kamille, mens en anden kaldes vellugtende kamille. Vellugtende kamille anvendes til kamillete. De sidste to kaldes strandkamille og skivekamille. Lugtløs kamille og skivekamille er nogle af de mest almindelige ukrudtsplanter i Danmark, hvorimod vellugtende kamille efterhånden er blevet sjælden.
Ordet ”kamille” stammer oprindeligt fra latin og græsk, i betydningen ”på jorden” og ”æble”, eller ”jordæble”. Navnet skyldes, at den vokser ved jorden og at de friske blomster kan have en æbleagtig duft.
Kamille er blevet brugt som lægeurt i 2.500 år. Gennem tiderne er kamille blevet brugt mod talrige sygdomme. For eksempel feber, hovedpine, bekymringer og søvnløshed.
Kamille er beskrevet i gamle egyptiske, græske og romerske tekster, såsom tekster af Hippokrates, der også kaldes lægekunstens fader.
Der findes mere end 120 forskellige stoffer i kamilleblomster og i resten af artiklen kan du læse om, hvordan de gavner helbredet. Men du kan også læse om kamilles bivirkninger og hvornår det kan være farligt at indtage kamille.
SØVN
Kamille har egenskaber, der kan bidrage til bedre søvnkvalitet. Effekten ved kamillete sammenlignes med benzodiazepiner, der er medicin, som kan bruges til at behandle søvnløshed og angst.
Nogle studier viser således, at kamillete kan sænke angst og bekymringer og få folk til at slappe bedre af.
Kamille indeholder stoffet apigenin, der kan bidrage til, at man bedre kan falde i søvn. I et studie, hvor deltagerne drak kamillete i to uger, gav det sig til udtryk i bedre søvnkvalitet sammenlignet med gruppen, der ikke drak kamillete. De fik også færre symptomer på depression.
Så hvis du gerne vil forbedre din søvn, er det værd at forsøge med en kop kamillete inden sengetid.
Den forbedrede søvn giver sig blandt andet til udtryk i, at man falder hurtigere i søvn, at man sover mere roligt og ikke så nemt vågner op om natten.
En række studier har kædet kamillete sammen med færre smerter ved menstruation. Kvinderne i studiet udtrykte også, at de følte sig mindre bekymrede, når de drak kamillete.
BLODSUKKER OG DIABETES
Kamillete kan bidrage til, at blodsukkeret holdes mere stabilt og det sænker risikoen for diabetes.
Det kan desuden sænke blodsukkeret at drikke kamillete. Nogle studier har eksempelvis vist, at personer, der drikker kamillete får lavere blodsukker, end personer der til sammenligning drikker vand.
De antiinflammatoriske egenskaber kan forebygge skade på bugspytkirtlen, der opstår, når blodsukkeret er kronisk forhøjet. Det er vigtigt med en sund bugspytkirtel, fordi den danner hormonet insulin – et hormon, der regulerer sukkeromsætningen i blodet og kroppen.
Kamillete kan sænke blodtrykket hos personer med diabetes. I et studie med godt 60 deltagere, der drak et par kopper kamillete dagligt i to måneder, resulterede det i et lavere blodtryk.
KRÆFT
Kamillete er rig på antioxidanter, der sænker risikoen for hjertesygdomme og kræft. Nogle studier peger på, at kamillete kan medvirke til at forebygge kræft.
Kamille indeholder som sagt stoffet apigenin, der er en antioxidant. Laboratorieforsøg viser, at apigenin kæmper mod kræftceller og det er eksempelvis dokumenteret ved kræftformer som brystkræft, hudkræft, prostatakræft og kræft i æggestokkene.
Et studie med over 500 mennesker viste ligeledes, at personer, der 2-6 kopper kamillete om ugen, har betydeligt mindre risiko for at udvikle kræft i skjoldbruskkirtlen.
Der er også andre stoffer i kamille, som kan være med til at forklare, at kamille kan sænke risikoen for kræft. Det gælder for eksempel chamazulene, bisabolol og luteolin. Mens luteolin findes i en række planter, så er det ganske få, der indeholder chamazulene eller bisabolol.
KOLESTEROL
Kamillete er rig på flavonoider. Der er blevet forsket i flavonoiders evne til at sænke blodtrykket og kolesterol, som er centrale markører for hjertets sundhed.
Studier har vist, at deltagere der drikker kamillete sammen med deres måltider får betydelige forbedringer i deres kolesterol, triglycerider (fedtceller i blodet) og det såkaldt dårlige kolesterol (LDL).
Kamillete er altså en glimrende kilde til flavonoider, der kan gavne hjertet.
FORKØLELSE
De fleste af os har nok forsøgt at lindre en forkølelse med kamillete. Kamillete bliver ofte brugt for at forebygge og komme af med forkølelse, hoste og ondt i halsen. Men det er faktisk meget småt med dokumentationen for, om kamillete virker til disse formål.
Til gengæld er der fin dokumentation for, at kamille er lindrende ved maveproblemer og hjælper mod kvalme. Det kan skyldes, at kamille har antiinflammatoriske egenskaber.
ALLERGI
Kamillete er ufarligt for de fleste mennesker. Men der er faktisk nogle personer, som bør undgå kamille.
Man bør være forsigtig, hvis man har pollenallergi. For der kan sidde pollen fra andre planter og det kan derfor give en allergisk reaktion.
Kamille kan desuden give allergiske reaktioner hos personer, der er allergiske over for planter i den samme familie, altså kurvblomstfamilien.
Hvis du er allergisk over for de følgende planter, så er der en større risiko for, at du også er allergisk over for kamille: ambrosie, tusindfryd, morgenfruer eller krysantemum. Mest af alt kan kamille forværre en eksisterende pollenallergi. De allergiske reaktioner kan tælle opkast, udslæt, kløe og anden hudirritation samt blokeret vejrtrækning.
SMÅ BØRN OG FORGIFTNING
Små børn bør ikke få kamillete. Kamillete er ligesom honning nogle gange ”forurenet” med bakterien Clostridium botulinum. De fleste større børn og voksne kan nemt håndtere infektionen. Men små børn kan have vanskeligt ved det, fordi de har et umodent tarmsystem og bakterien kan formere sig i tarmsystemet og udvikle botulinu. Det kan medføre lammelser og at man ikke kan trække vejret, fordi det blokerer et signalstof mellem nerver og muskler. Mange sundhedsfaglige anbefaler derfor, at børn hverken får honning eller kamillete.
Der er for lidt viden om, hvordan det påvirker gravide og ammende – og deres fostre og babyer – når de drikker kamillete. Det er derfor ikke muligt at give et klart svar på, om gravide og ammende bør undgå kamillete.
MEDICIN
Apigenin og andre stoffer, der findes i kamille, kan give et uheldigt udfald, hvis man tager blodfortyndende medicin.
Kamille har et indhold af kumarin. Der er tale om et småt indhold af kumarin, men det er alligevel nok til, at det kan give en blodfortyndende effekt. Da kumarin i kamille har en blodfortyndende effekt, så bør man undgå at kombinere kamille med medicin, der har den samme effekt.
De samme stoffer gør, at personer med blødersygdomme frarådes at drikke kamillete. Hvis du er i tvivl, så er det en god idé at spørge din læge.
Man bør undgå at drikke kamillete de sidste to uger inden en operation, for at undgå blødninger. Kamille kan desuden forhindre, at en narkose virker efter hensigten.
Man bør også holde igen med kamille, hvis man tager aspirin, smertestillende medicin eller sovepiller. Hvis man både drikker kamillete og tager sovepiller, så kan man risikere at blive døsig og svimmel. Der er også andre typer medicin, hvor det kan være problematisk at indtage kamille i et stort omfang.
Kamille kan virke som østrogen i kroppen, så hvis du har en lidelse, der kan forværres af østrogen, for eksempel en hormonfølsom tilstand som brystkræft, livmoderkræft eller kræft i æggestokkene, så bør du kun indtage kamille i samråd med din læge.
ANVENDELSE
Kamillete indeholder cirka 10-15 procent af de essentielle olier, der findes i blomsterne. Kamillete brygges på de tørrede blomster i kogende eller varmt vand. Kamillete er et koffeinfrit alternativ til kaffe m.v.
Jo længere tid teen har trukket og jo stærkere den er, desto større virkning får den på helbredet.
KAMILLETE
Det er nemt at brygge kamillete. Du kan bruge tebreve eller kamilleblomster, som du lader trække i varmt/kogende vand i 5-10 minutter. Det er en idé at sætte låg på, imens teen trækker.
DET KAN DU GØRE
Kamillete har en række imponerende effekter på helbredet, der blandt andet tæller bedre søvn, mindre risiko for type 2 diabetes, sundere kolesterol og en eventuelt lavere risiko for kræft. Der kan derfor være glimrende grunde til at drikke kamillete. Men du bør samtidig være opmærksom på, om du tilhører en af de grupper, hvor kamille kan give alvorlige bivirkninger. Det gælder personer, der tager visse typer af medicin eller er allergiske over for lignende planter. Endelig bør man passe på med at give kamille til små børn, gravide eller ammende.

Kilder, der er anvendt i artiklen:
Britannica.com
Denstoredanske.lex.dk
Healthline.com
Medicalnewstoday.com
Rxlist.com
Sciencedirect.com
Verywellhealth.com
Webmd.com