MINDSK SMERTERNE MED KAKAO

”Perifer arteriesygdom er hyppigt forekommende,” siger professor Mary McDermott. Der er tale om en forsnævring af blodkarrene. Symptomerne er smerter, og særligt smerter når man går, kramper og svage muskler i benene.
Professoren har opdaget, at varm kakao kan lindre smerterne ved perifer arteriesygdom. Det er vigtigt, at den kakao, du drikker for at lindre smerterne, har et højt kakaoindhold. Så den bedste måde du kan tilberede den er ved at bruge 100 % kakaopulver, der koges i eksempelvis vand eller mælk.
”Det er nemt, billigt og ufarligt og det kan styrke evnen til at gå, hvis man lider af perifer arteriesygdom,” bemærker professoren. Hun fortæller, at perifer arteriesygdom er en betydelig årsag til handicap blandt personer over 55 år.
Det er kakaos indhold af flavanoler, der er hemmeligheden bag, at kakao virker på perifer arteriesygdom. Flavanoler findes i nogle grøntsager, frugter og bær. De kan sænke blodtrykket og bidrage til, at blodet kan bevæge sig ordentligt rundt i kroppen.
Mary McDermott forklarer, at hun var interesseret i at se, om kakao kan virke på lidelsen, ”fordi kakao indeholder flavanoler, der har en positiv effekt på blodforsyningen og musklerne.” Kakaopulver er rigt på flavanolet epicatechin.
Hun bemærker, at mørk chokolade sandsynligvis kan bidrage med den samme effekt som kakaopulver. Det kræver dog, at der er tale om chokolade med et højt kakaoindhold og at den ikke har gennemgået en såkaldt hollandsk proces, som også kaldes alkaliseret kakaopulver.
Det meste chokolade og kakaopulver, vi møder i Danmark, har dog ikke gennemgået denne proces. Hvis du vil læse mere om hollandsk proces har bloggen
www.louiogbearnaisen.dk en grundig gennemgang af, hvad det går ud på.
Den hollandske proces er ufarlig, men den kan betyde, at chokoladen får et lavere indhold af flavanoler og derfor ikke virker så godt mod perifer arteriesygdom.
Dette mindre studie havde til hensigt at opspore, om der er grund til at gå videre med forskningen i kakao som en mulighed for personer med perifer arteriesygdom. Det havde 44 deltagere. De kakaodrikkende deltagere drak en varm kakao, der bestod af 100 % kakaopulver, som var blandet med enten vand eller mælk. Det gjorde de tre gange dagligt i et halvt år. En anden gruppe af deltagere drak et placebo tre gange dagligt og ligeledes i et halvt år. Gennemsnitsalderen på deltagerne var 72 år og samtlige deltagere led af perifer arteriesygdom.
De deltagere, der drak varm kakao, oplevede forbedring i blodforsyningen til lægmusklerne. De fik bedre muskelfunktion, fik nemmere ved at gå og blev hurtigere til at gå.
Faktisk mener Mary McDermott at forbedringen var lige så stor som det, der kunne forventes, hvis de havde øvet sig i at gå hurtigere.
”Det er ufarligt at lindre perifer arterisygdom med varm kakao,” siger professor Mary McDermott. Men vælg en mørk chokolade eller varm kakao uden tilsat sukker.

Mary McDermott er ansat ved Northwestern University.

Studiet blev bragt i tidsskriftet Circulation Research. Oversættelse og redigering af Magasinet Sundhed.