TIPS TIL MERE KÅL

Speciallæge og gourmet giver forslag til tilberedning af kål, så både du og dit kolesteroltal vil elske broccoli og de andre kålhoveder.
”Mange danskere får det helt dårligt, når man foreslår dem at spise kål. De har måske haft nogle dårlige oplevelser med kål i deres barndom.” Sådan siger Jens Linnet, der personligt ikke finder noget bedre end at lægge netop kål på sin tallerken.
”Dit kolesteroltal vil elske det. Men det vil du også, hvis du bruger fintsnittet kål i salatskålen eller rister broccoli i lidt olivenolie på panden og drysser med revet citronskal og salt,” siger speciallægen i almen medicin. Han er forfatter til opskrifterne i bogen ”Sænk dit Kolesterol” og du kan også finde nogle af hans opskrifter i magasinet i denne måned.
”Det er helt afgørende, hvordan vi tilbereder og serverer kålen og de andre grøntsager,” fortæller Jens Linnet, der gør opmærksom på, at kålfamiliens medlemmer slås om podiepladserne, når vi skal kåre de bedste kolesterolbeskyttere.
”De indeholder alle sammen masser af kostfibre og polyfenoler. Dertil kommer, at kål er rige på glucosinolater, som er svovlholdige forbindelser, der kan fjerne galdesyre fra kroppen.”
Galdesyre er nødvendigt for, at vi kan optage fedt fra vores mad. ”Leveren danner galdesyre ud fra kolesterol, så når kålstofferne hiver galdesyrer med ud i kroppen, må leveren hente ny kolesterol til at erstatte dem med. Det hugger den fra blodet og derfor falder mængden af det skadelige LDL her,” fortæller Jens Linnet.
Han gør samtidig opmærksom på, at broccoli ifølge studier har vist sig at sænke LDL med op til 7 procent. ”Men spis endelig også løs af blomkål, hvidkål, spidskål, rødkål, savoykål eller en af broccoliens andre slægtninge.”
Grønkål bliver efter hans mening lækrest, når man masserer lidt olivenolie ind i bladene, så bladene bliver bløde og blanke. ”Samtidig passer grønkål fantastisk til blandt andet granatæbler, avocado, mandler og nødder. Finblendet blomkål kan også bruges som ris, i stedet for mel i pizzabunde, pandekager og vafler, i rösti, i smoothies og meget mere. Du kan også vælge den nemme løsning og købe en pose spiseklare blomkålsris,” siger han.
Man kan efterhånden købe mange kålblandinger, som er lige til at tage med hjem fra dagligvarebutikken. ”Den medfølgende dressing er dog ikke altid lige sund. Jeg vil derfor anbefale, at du laver din egen dressing af olivenolie og balsamicoeddike.”
Man kan også spare både tid og penge ved at skære et helt kålhoved ud i mundrette bidder og opbevare dem i en boks i køleskabet, så de altid er klar til at spise.
”Kål skal ikke koges, selvom rigtig mange har oplevet kogt blomkål som børn. Det er synd og skam. Det ødelægger smagen og mange sunde stoffer forsvinder ud i kogevandet. Du kan derimod dampe kålen let med fordel, da al forskning tyder på, at kålens evne til at binde galdesyrer stiger, når kålen dampes,” fortæller Jens Linnet.
Endelig kan man enten købe fermenteret kål i form af kraut eller kimchi eller lave fermenteret kål selv. Fordelen ved dette er, at det indeholder sunde probiotiske mælkesyrebakterier til at forstærke tarmfloraen.
Henover efteråret 2021 i Magasinet Sundhed fortalte professor Oluf Borbye Pedersen om tarmbakteriernes afgørende betydning for vores fysiske og psykiske helbred.