HINDBÆRBLADE
Hindbærbusken tilhører rosenfamilien og findes i det meste af Europa. Den vokser godt i det nordiske klima. Hindbærbusken er især kendt for sine bær. Men bladene gemmer også på særlige, gavnlige virkninger.
I denne artikel undersøger vi, hvordan hindbærblade kan bidrage til helbredet.
ANTIOXIDANTER OG INFLAMMATION
Bladene indeholder polyfenoler, der virker som antioxidanter i kroppen og beskytter mod ødelæggelse af celler i kroppen. Et af disse antioxidanter er ellaginsyre.
Gennem sit indhold af antioxidanter så kan hindbærblade sænke inflammation og reducere ledsmerter, der er forbundet med inflammation.
Studier peger på, at det eventuelt kan sænke behovet for medicin mod inflammation og ledsmerter, når man drikker 1-3 kopper hindbærblad te dagligt.
Antioxidanterne, der findes i hindbærblade, hjælper også med at beskytte cellemembraner mod skade fra frie radikaler. De frie radikaler er molekyler, der kan forårsage alvorlige celleskader. Det er derfor glædeligt med alle fødevarer, der indeholder antioxidanter og kan bremse ødelæggelserne.
Antioxidanterne og de antiinflammatoriske egenskaber betyder også, at hindbærblade kan sænke risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Hindbærblade er desuden en kilde til kalium. Kalium er vigtigt, fordi det bidrager til et sundere blodtryk og mindsker risikoen for blodpropper.
KRÆFT
Antioxidanter sænker risikoen for nogle kræftformer. Hindbærblade er rige på antioxidanter og indeholder som sagt ellaginsyre. Forskningsresultaterne er lovende. De viser nemlig, at ellaginsyre kan neutralisere kræftfremkaldende stoffer (carcinogener) og endda bidrager til, at kræftceller tilintetgør sig selv. De hidtidige resultater viser, at ellaginsyre er effektivt mod kræftformer som lunge-, tarm-, lever-, hud- og brystkræft.
MENSTRUATION
Hindbærblade hjælper kvinder i alle aldre og kan blandt andet lindre kvinders præmenstruelle symptomer (PMS).
Nogle kvinder oplever, at de får færre menstruationssmerter og præmenstruelle symptomer (PMS) som kramper, opkast, kvalme og diarré, når de drikker te med hindbærblade.
Bladene indeholder fragarin, der er et stof, som hjælper til at tone og opstramme musklerne i bækkenområdet. Det kan mindske muskelkramper og forebygge for stort et blodtab.
Der findes ingen konkrete råd om, hvor meget te man skal drikke, for at det har optimal effekt. Men man kan som regel drikke op til 3 kopper hindbærblad te dagligt, uden at det kan give nogen bivirkninger.
Bladene har et godt indhold af jern. Kvinder har brug for jern, der kan forhindre blodmangel (anæmi) på grund af menstruation.
GRAVIDITET OG FØDSEL
Hindbærblad te bliver drukket af gravide, der oplever, at det hjælper mod kvalme. Gravide drikker også hindbær te for at tone og opstramme musklerne i bækkenområdet, da det menes at lette fødslen og mindske blodtabet. Det er som nævnt stoffet fragarin, som hjælper til at tone og opstramme musklerne i bækkenområdet.
Et studie med mere end 100 gravide viste, at de der drak hindbærblad te fik nemmere ved at gennemføre fødslen. Studiets positive resultater blev fulgt op med et andet studie, denne gang med knapt 200 gravide. De, der drak hindbærblad te, var i gennemsnit 10 minutter kortere om fødslen end de gravide, der ikke drak hindbærblad te. Der var ingen komplikationer eller andre negative følger forbundet med at drikke teen. Der er sågar resultater, som tyder på, at hindbærblad te bidrager til færre komplikationer i fødslen.
Hindbærblade hjælper på veerne. Teen giver ikke flere veer, men hjælper med at fokusere dem og gøre dem mere effektive. Hindbærblade er derfor blevet kendte for at gavne gravide og fødende. Det siges, at hindbærblade bidrager til, at ammende kan give mere mælk. Der er mangler dog tilstrækkelig dokumentation for, om hindbærblade kan bidrage til mælkeproduktionen.
BIVIRKNINGER
Hindbærblade kan trygt indtages af de fleste mennesker. Der er minimal risiko for bivirkninger, hvis du drikker op til 3 kopper dagligt og eventuelle bivirkninger er milde. Når det er sagt, så er der dog en lille risiko, hvis man er følsom over for østrogen.
Hindbærblade har østrogenlignende effekt i kroppen. Man bør derfor spørge sin læge, inden man begynder at drikke hindbærblad te, hvis man er meget følsom over for effekterne af østrogen.
TE MED HINDBÆRBLADE
Tag 1 teskefuld tørrede og knuste hindbær blade og put dem i en kop. Hæld kogende vand i koppen og lad teen trække i mindst 5 minutter.
Du kan drikke teen, når den er færdig med at trække. Du kan også lade teen trække i længere tid, for at få en stærkere og mere virkningsfuld te. Teen kan drikkes kold eller varm.
DET KAN DU GØRE
Hindbærblade har særlige fordele for kvinder i den fødedygtige alder. Men stofferne i hindbærblade kan komme alle mennesker til gavn. Hindbærblade har antioxidanter og antiinflammatoriske stoffer og kan måske mindske risikoen for kræft. Få glæde af hindbærbladene ved at bruge dem i te.

Kilder, der er anvendt i artiklen:
Denstoredanske.lex.dk
Healthline.com
Livestrong.com
Medicalnewstoday.com
Webmd.com