ALLEHÅNDE

Allehånde ligner et stort peberkorn, omtrent på størrelse med en ært. Allehånde er et tørret bær fra træet Pimenta diocia.
På engelsk hedder krydderiet allspice, fordi smagen minder om flere krydderier. Smagen kan blandt andet minde om nelliker, kanel, muskatnød og sort peber. På dansk har allehånde også sit navn på grund af sin smag af flere krydderier.
Bærret stammer oprindeligt fra Jamaica, Syd- og Mellemamerika. De spanske og portugisiske opdagelsesrejsende troede, at det var en slags peber og kaldte det pimenta. Dette er ophavet til det botaniske navn pimenta diocia og andre navne som pimento og Jamaica pepper.
Det meste allehånde kommer fra Jamaica, hvor vejret er ideelt til at opnå den bedste smag og aroma. På dansk kan man også kalde krydderiet jamaicapeber.
Der var gode grunde til, at de mente, det var en slags peber. For smagen minder om peber og det tørrede bær ligner et stort peberkorn.
Det siges, at det var Columbus, der bragte allehånde til Europa. Historien lyder også, at det var Columbus, der troede, han havde fundet peber og kaldte planten pimenta, der betyder peber. Hvis dette er korrekt, så kan man egentlig sige, at det er Columbus´ fejltagelse, der er årsag til, at allehånde i dag hedder pimenta.
Bærrene plukkes, inden de er helt modne. De taber nemlig deres krydrede aroma, når de modner. De bliver tørret i solen og under tørringen går bærret fra grønt til en mørk eller rødbrun farve.
TRADITIONEL MEDICIN
Ligesom andre krydderier, så er allehånde naturligvis også blevet brugt i traditionel medicin mod forkølelse, feber, manglende appetit, forstoppelse, hovedpine, udmattelse og meget andet.
ANTIOXIDANTER
Allehåndes mest lovende egenskaber vedrører evnen til at forebygge eller bekæmpe kræft. Allehånde indeholder virkningsfulde antioxidanter som quercetin og gallussyre, der kan bekæmpe skadelige molekyler i form af frie radikaler.
Antioxidanterne er anti-inflammatoriske og kan bidrage til at forebygge kræft. Ericifolin er ligeledes et stof med anti-bakterielle og kræfthæmmende egenskaber.
Krydderiets primære essentielle olie er eugenol. Du kan læse mere om eugenol i artiklen om nelliker. Studier har vist, at eugenol og de øvrige stoffer i allehånde kan forebygge, at en tumor spreder sig, bremse dens vækst og føre til at kræftcellerne dør.
Studierne er udført i et laboratorium og på kræftceller. Egenskaberne er testet med celler fra forskellige kræftformer. Studierne i brystkræft viser, at ekstrakt af allehånde kan bidrage til, at kroppen kommer bedre af med uønskede celler. Der er også lovende resultater med celler fra andre kræftformer.
Der forskes netop nu i, hvordan allehånde kan udnyttes mod inflammation og kræft.
SVAMPE OG BAKTERIER
Eugenol og ericifolin har egenskaber, der virker mod svampe og bakterier. Forskning med essentielle olier fra allehånde viser, at bærret har antibakterielle egenskaber over for nogle bakterier, som er genstridige over for medicin.
Allehånde har også egenskaber mod E.coli, listeria og salmonella. Det skyldes især indholdet af eugenol.
Napoleons tropper knuste allehånde bær og puttede de knuste bær i støvlerne for at dræbe bakterier og svampe. Det gjorde, at støvlerne ikke rådnede så nemt. Allehånde hjalp også soldaterne til at få færre infektioner.
Allehånde og andre krydderier med eugenol var i det hele taget meget praktiske. De kunne nemlig også bruges til konservering af fødevarer.
KRAMPER
Allehånde bruges mod hovedpine, tandpine og muskelkramper. Også her skyldes det indholdet af eugenol, der virker smertelindrende.
Når det gælder muskelsmerter og kramper, så kan allehåndes positive effekt også skyldes, at allehånde indeholder stoffer, der fremmer blodcirkulationen og sænker inflammation.
OVERVÆGT
Ekstrakt af allehånde kan bruges mod overvægt, fordi det påvirker sulthormoner og således hjælper til at sænke appetitten.
Eugenol kan også bidrage til bedre fordøjelse ved at stimulere fordøjelsesenzymer.
Eugenol kan beskytte celler, der er ansvarlige for insulinproduktion og forbedre deres funktionsevne. Det bidrager til bedre håndtering af blodsukkeret.
MADLAVNING
Allehånde smager af en række andre krydderier og har samtidig en unik smag. Det er et alsidigt krydderi, når du har lyst til en varm, peberagtig smag i dine retter, desserter og bagværk.
Allehånde kan købes hele og som pulver. Nogle mener, det giver den bedste smagsoplevelse, hvis man selv knuser de hele allehånde. Du kan bruge en morter, peberbøsse eller kværn.
Allehånde finder flittig anvendelse til jul i blandt andet honningkager, brunkager, krydderkager, kanelkager, julemedister, rullepølse, leverpostej og frikadeller.
Du kan også lade dig inspirere af udenlandske retter som jerk chicken Jamaican style eller pumpkin pie. Amerikanerne er temmelig glade for allehånde, der eksempelvis også indgår som ingrediens i ketchup.
Allehånde har meget smag og kommer nemt til at overdøve de andre krydderier. Så følg en opskrift eller begynd med en lille smule og smag dig frem.
I Europa kender vi allehånde som de tørrede bær. Men i de lande, hvor træet vokser, bruger de også bladene som krydderi.
ALLERGI
Allehånde kan trygt indtages i de små mængder, man bruger det som krydderi. Der findes dog ingen grundig dokumentation for, om allehånde interagerer med medicin. Det ville være oplagt, hvis allehånde interagerer på samme måde som nelliker, da de indeholder nogle af de samme stoffer. Det vil betyde, at det kan være problematisk at spise store mængder allehånde, hvis man eksempelvis tager blodfortyndende medicin.

Kilder, der er anvendt i artiklen:
Bbc.co.uk/food
Britannica.com
Denstoredanske.lex.dk
Healthline.com
Researchgate.net
Sciencedirect.com
US National Library of Medicine
Webmd.com