“Vi bekymrer os om vores børns sikkerhed”

/, Udvalgte A/“Vi bekymrer os om vores børns sikkerhed”

“Vi bekymrer os om vores børns sikkerhed”

Vi kender dem som justitsministerens kæreste, Stina, og VVS’eren Morten i DRs nye dramaserie ”Når støvet har lagt sig”, hvor deres skæbner bliver bundet sammen af et terrorangreb. Magasinet har mødt skuespillerne Lotte Andersen og Jacob Lohmann for at tale om, hvordan de selv forholder sig til terror, hvad der driver dem i deres job og om meditation som en vigtig pause i hverdagen.

TEKST: LOTTE DALGAARD FOTOS: HENRIK BJERG OG JASON ALAMI/DR

Hver uge kan vi i øjeblikket følge med i, hvordan Stina kæmper med bevidstheden om, at hendes kæreste er alvorligt syg – og hvordan Morten og hans kone tackler det faktum, at deres søn har et misbrug. Emner, som de fleste kan genkende og er berørte af på forskellig vis. I serien ”Når støvet har lagt sig” spiller Lotte Andersen kvinden Stina, der er kæreste med landets justits- minister, som er blevet diagnosticeret med brystkræft. Stina siger sit job som psykiater op med forventning om, at kæresten vil overholde deres aftale og gå af som minister.

Planen lyder, at de flytter på landet og nyder den sidste tid sammen. Men kæresten løber fra sin del af aftalen, og tilliden mellem de to lider et knæk. Selv har Lotte Andersen ikke en længsel efter at flytte på landet. Hun bor lige nord for København og trives med bylivet. Jacob Lohmann købte til gengæld for halvandet år siden hus med tilhørende frugtplantage på det vestlige Sjælland. Det gjorde han for at nyde den ro og idyl, der kan følge med. Det er dog ikke blevet så idyllisk som forventet.

For håndværkerne er trods løfter stadig ikke færdige med istandsættelsen. Tålmodigheden er derfor tyndslidt. Især fordi Jacob og hans kone, Louise, blev forældre for første gang sidste forår. I serien spiller Jacob familiefaren Morten, gift med Camilla og far til to, herunder en teenagedreng med misbrugsproblemer. Camilla og Morten har vidt forskellige syn på, hvordan sønnens misbrug skal tackles. Hun vælger en blød tilgang med snak og tolerance, hvor han prædiker faste rammer og disciplin.

”Jeg tror ikke nødvendigvis, det er en mand-kvinde ting. Jeg tror sagtens, man kan finde en anden familiestruktur, hvor det er omvendt,” siger Jacob. ”Morten er overbevist om, at hvis man arbejder hårdt og passer sine ting, så løser alle andre problemer sig, mentale eller motivationsmæssige. De vil løse sig automatisk, hvis bare man holder sin disciplin. Camilla er derimod meget mere til stede i øjeblikket og reagerer på, hvad sønnens behov er lige nu fra situation til situation. Ligesom Lottes karakter har i sit parforhold, så har de lavet nogle aftaler. Det har Morten haft behov for.

Camilla er gået med på dem, fordi hun godt kan se noget mening i det. Men i de konkrete situationer bliver Mortens retningslinjer for hårde og brutale.” ”Men uanset hvordan de forsøger at tackle sønnens problemer, så ser det kun ud til at gå en vej for sønnen. Det er nedad. Så både morens omsorg og farens faste rammer er uden effekt.”

”Der er endnu et aspekt i historien, som jeg synes er super interessant. Det er den lille velfungerende pige i familien, Alberts lillesøster, som absolut ingen opmærksomhed får i hele det morads. Sådan er det også i vores fag. De der lægger sig på maven og skriger som en lille baby efter opmærksomhed, de får den også, på bekostning af andre,” pointerer Jacob.

Jacob er glad for, at han endelig har fået en rolle som sympatisk fyr efter 20 gange at have spillet den bryske politibetjent på tv og film og i det hele taget skidte personligheder, som han siger. Lotte har derimod spillet på alle strenge i sin karriere. Når hun ikke står på scenen, driver hendes nysgerrighed hende til at kaste sig ud i andre projekter. Som at skrive en bog om komponisten Carl Nielsen og hans kone, billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen. Eller at udføre workshops for grønlandske børn og unge, producere dokumentarfilm, indspille musik eller instruere teateropsætninger.

”Jeg har en lidt rastløs hjerne. Den skal hele tiden være beskæftiget med noget. Så jeg har været ret entreprenant med at lave mine egne ting. Det har både været i perioder, hvor jeg ikke har haft andet arbejde, og fordi jeg generelt har et behov for at blive udfordret. Jeg bliver optaget af ting, som jeg bare må grave dybere i. Det holder mig frisk i mit hoved hele tiden at opsøge nye felter, hvor jeg absolut ikke ved, hvordan man gør og hvor jeg hele tiden kommer på glat is. Jeg ville ikke bare kunne gå og vente på næste job. I stedet går jeg straks i gang med at finde opgaver, der skal løses. Jeg forfølger min nysgerrighed over noget, jeg har hørt om eller oplevet.”

I 2008 lavede Lotte dokumentarfilmen ”Sange fra Ilulissat” om en gruppe grønlandske teenagere. Det kom sig af, at hun var i Grønland i en anden sammenhæng og havde taget et filmkamera med, som hun gik og øvede sig i at bruge.

”De grønlandske børn havde set mig i fjernsynet, så jeg havde fuld adgang til en masse unge mennesker, som gerne ville sige hej til mig. På den måde opdagede jeg, at de var rigtig glade for at optræde, synge, danse og spille. Så jeg fandt på at lave en teaterworkshop for børn og unge fra 6 til 18 år fra Ilulissat. Det er en lille by oppe ved Diskobugten, hvor der ikke rigtig var andre tilbud til dem. Og så søgte jeg penge til det projekt.”

Lotte blev senere ambassadør for Foreningen Grønlandske Børn, ligesom hun en overgang var ambassadør for projektet En Af Os, der arbejdede for afstigmatisering af psykisk sygdom. Hun kan stadig bookes til foredraget Den Sidste Udvej, som inkluderer en filmforevisning og handler om, når man mister livslysten og ser døden som den eneste udvej. I øjeblikket arbejder Lotte på en middelaldertekst, der hedder Aurora Consurgens (Opstigende Morgenrøde, red.), fordi hun tilfældigvis hørte et interview med en forsker i radioen.

”Han har oversat et gammelt bibelskrift, som foreslår, at Gud er en kvinde ved navn Viden, der ikke bor i Himlen, men inde i Jorden. Fortællingen bygger på gammel arabisk naturfilosofi og alkymi, hvor man havde det kvindelige og det erotiske meget mere i centrum. Det blev fortrængt med tiden, det kunne vi ikke have! Det var kættersk! Ud med det! Så ingen interesserede sig for teksten, før Jung (psykiateren Carl Gustav Jung, red.) fandt den i sin søgen efter historisk fortrængte tekster.”

Lotte tænkte, at der kunne komme et teaterstykke ud af den glemte tekst. Så hun kontaktede forskeren, som er blevet konsulent for hende og en dramatiker. Hun har søgt penge til projektet og er gået i gang med at bearbejde teksten til et stykke drama. Jacob har lyttet fascineret til Lottes begejstrede fortælling og siger: ”Nej, hvor er det misundelsesværdigt. Det hedder jo fordybelse”.

TÆNKER EGOISTISK

Lottes og Jacobs karakterer i ”Når støvet har lagt sig” bliver hver især påvirket af den terrorhandling, som bliver omdrejningspunktet for resten af tv-serien. I deres egen dagligdag er terrorisme umiddelbart ikke noget, de spekulerer over. Og dog. ”Jeg tænker helt egoistisk, når jeg sidder i et fly eller står på Nørreport Station. Begge er oplagte terrormål. Hvis det skete nu, så ville jeg ikke nå at opdage det. Så ville jeg bare være blæst i stykker. Det giver mig underligt nok en form for trøst. Jeg er mere bange for at være i udkanten af det, få blæst en arm af og samtidig skulle ind og samle stumperne af min familie op. Jeg undgår ikke Nørreport, og truslen om terror er ikke noget, der optager mine tanker til dagligt. Men hvis der kom et angreb i København som det i Paris, ville jeg nok svare noget helt andet,” siger Jacob.

I december afværgede Politiets Efter- retningstjeneste et planlagt terrorangreb mod et eller flere mål i Danmark. Men Jacob fortæller, at han ikke længere følger med i den sag. Livet går videre, og her og nu drejer det sig for ham om næste arbejdsopgave, næste manuskript. Men de mennesker, som passer på os andre ved at forebygge katastrofen, burde til gengæld hædres mere, mener han.

”Det er så betændt. Hele præmissen om at føre krig på sådan en farlig og fuldstændig nådesløs måde. Så de, der opklarede det, skulle da have haft et klap på skulderen.” ”Det fik de også,” siger Lotte, som heller ikke har ændret vaner i forhold til den eventuelle terrortrussel, der er mod danske mål.

”Jeg er mere bange for, at der sker min søn noget, end at der sker mig selv noget,” siger hun. ”Han er jo ude af syne. Jeg har overhovedet ikke tjek på, hvad han laver. Min angst er sådan noget helt irrationelt noget med, at han befinder sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.”

”Åh, jeg vil ikke høre om det,” siger Jacob, der for nyligt blev far. ”Nej, men bekymringerne holder aldrig op,” fastslår Lotte, hvis søn, Louis, er 26 år og i gang med en karriere som skuespiller. Ligesom begge sine forældre. Jacob fortæller, at han godt kan være bange for at stille sin kuffert fra sig i lufthavnen af frygt for at skræmme en masse mennesker. Hvilket får Lotte til at huske engang, hun glemte sin kuffert ved en skranke i lufthavnen, og først kom i tanke om den et kvarter efter, i sidste øjeblik inden politiet kom.

”For 25 år siden havde man bare taget den taske og afleveret den i informationen og sagt: Der er en, der har glemt sin taske. I dag er der ingen, som tør røre ved en efterladt kuffert,” siger Jacob.

”Men det er dog trods alt noget, man kan leve med,” tilføjer Lotte.

2020-03-11T19:33:55+00:00Interview, Udvalgte A|

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.