Tid til overvejelser

//Tid til overvejelser

Tid til overvejelser

Jule- og nytårstid får mange til at tage deres liv op til revision. Det gælder også en læser, som har sendt et spørgsmål til vores coach og trivselskonsulent.

Kære Inge,
Jeg står med et livsspørgsmål, som jeg håber, du kan hjælpe mig med. Da jeg for år tilbage tog uddannelse som klinikassistent, var jeg helt sikker på, at det var dét, jeg ville arbejde med. Nu har jeg været i jobbet i 13 år og jeg er mere end klar til et karriereskift! Min nuværende chef er egentlig sød og rar, men dog noget firkantet i forhold til vores arbejdsopgaver. Hun har meget bestemte krav til, hvilke opgaver vi hver i sær skal løfte og også hvordan vi skal udføre arbejdet. Jeg føler ofte, at jeg kan meget mere end det, jeg får lov til at lave på klinikken! Det synes jeg er enormt frustrerende. Mine kollegaer har jeg ikke så meget tilfælles med – vi taler selvfølgelig sammen, men det er ikke samtaler, der giver mig meget. Det hele er måske blevet sådan lidt … ligegyldigt. Jeg havde samme følelse for 8 år siden, hvor jeg endte med at skifte til samme stilling på en anden tandlægeklinik. Men nu vokser trangen til at lave noget helt andet igen. Selvom jeg egentlig godt kan lide mit ’håndværk’ og synes det er et dejligt fag.

Jeg trænger bare sådan til, at mit liv skal gå i en anden retning, for jeg synes ikke, at mit liv er tilfredsstillende. Det gør mig i dårligt humør, at jeg hele tiden synes, at jeg spilder min tid og ikke får nok ud af livet, hverken fagligt eller privat! Jeg har ingen mand eller kæreste, men jeg taler med mine veninder om, hvordan jeg har det. De siger bare, at deres arbejde heller ikke er lige spændende hver dag. At sådan er livet. Det er altså ikke, fordi jeg går rundt med en prinsessefantasi om det perfekte liv på slottet. Jeg vil bare gerne have mere ud af det, end det jeg får nu. Mere end hver dag at komme hjem til min kat, et måltid der nydes i stilhed og en alt for stor sofa kun til mig. Det føles lidt fladt rent ud sagt. Men skal jeg sige op, sælge min lejlighed, flytte til at andet land, tage en ny uddannelse – eller noget andet drastisk? Og tør jeg overhovedet det… det skræmmer mig faktisk at tænke på, hvordan mit liv kan blive, for tænk hvis det bliver værre. Er det forkert af mig at ville have mere ud af mit liv? Og hvad skal der til? Hilsen, Agnete K.

Kære Agnete,
Alle fortjener at få det meste ud af deres liv, som de overhovedet kan. Også dig. Så det er på ingen måder forkert at ville det. Vi mennesker er vanedyr og vores hjerne er indstillet sådan, at det velkendte føles mest trygt og sikkert. Det er det sikre, der har garanteret vores overlevelse gennem tusinder af år. I dag lurer der jo ikke ligefrem livsfare rundt om hvert nye hjørne, men det har vores hjerne ikke helt fundet ud af endnu. Den foretrækker stadig det velkendte og den medfølgende sikkerhed. Men det sikre er også dét, der nogle gange kan føles som en langsom ’død’. Hvor vi langsomt sygner hen i ligegyldigheder, indtil vi ikke kan klare det mere – og så skal der ske noget nyt! Livet kan derfor være en balancegang i at finde forholdet mellem det velkendte og trygge, der samtidigt kan være kedeligt og så det nye og spændende, der samtidigt kan føles utrygt. Og det kan være noget af en opgave at finde ud af, præcis hvad der skal til, før vi føler os tilpas stimulerede og tilpas lykkelige, i mangel af et mere passende ord.

De fleste af os sidder på et eller flere tidspunkter i vores liv fast i tanken om ’Er det dét?’. Det er der i og for sig ikke noget galt i, medmindre perioden hvor vi grubler over netop dét spørgsmål er lang og fylder meget i vores liv. Og det gør det jo for dig. Jeg hæfter mig ved, at du egentlig er glad for dit fag og at du har lyst til at gøre mere, end du får mulighed for. Og at der sideløbende med dine tanker om en ny karriereretning også ligger et ønske om tosomhed – nogen at dele livet med. Hvis den helt store drastiske livsomvæltning skræmmer dig, kunne du vælge at starte med en enkel ændring ad gangen. Spørgsmålet er jo også, om det overhovedet er nødvendigt at ændre alt? Ofte kan en lille justering være nok til, at vi igen føler os tilfredse. Måske er det jobbet, der skal skiftes helt ud. Men det er også fuldt muligt, at du kunne komme langt med en samtale med din chef om nye ansvarsområder, som du selv kunne råde lidt over samt flere og større faglige udfordringer.

Måske du og dine kollegaer desuden kunne finde nogle aktiviteter uden for arbejdet, som kunne bidrage til, at I føler jer tættere på hinanden. Vi mennesker har tre psykologiske behov, som skal dækkes, for at vi føler os i trivsel. Disse tre behov kunne potentielt dækkes ved at gøre ovenstående små justeringer.

Behovene er:
 Selvbestemmelse
 Kompetence
 Samhørighed

Du kan vælge at gå områderne i dit liv efter i sømmene holdt op mod de tre behov. For eksempel dit arbejdsliv, dit venneliv, dit kærlighedsliv og dit familieliv og tjekke, hvor godt de tre behov bliver dækket, som dit liv ser ud i dag. Du kan derefter vælge at sætte fokus på ét område ad gangen – start dér hvor der er størst behov for justeringer. Nogle gange ses ’bowling’ effekten, når vi rammer den forreste kegle – altså det, der udfordrer os mest – hvorefter resten af vores udfordringer falder på plads og ikke længere er så vigtige. Jeg kan også anbefale dig at anskaffe dig en notesbog, hvor du løbende noterer alle de ting og aktiviteter, der gør dig glad: en løbetur, en lækker kop kaffe, at danse/synge, en dejlig middag med en veninde, at male, at høre musik og så videre. Jo længere listen er, desto bedre – og små ting har også ret! Lov dig selv, at du vil gøre mindst en ting hver dag, der gør dig glad.

Kærlig hilsen, Inge

2018-12-12T23:59:39+00:00Udvalgte A|

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.