TA´MED TIL KRIBLE KRABLE LAND

/, Udvalgte A/TA´MED TIL KRIBLE KRABLE LAND

TA´MED TIL KRIBLE KRABLE LAND

Maj er Krible Krable-måned, og du kan være med! Tag med på et spændende Krible Krable-arrangement med din lokale naturvejleder, eller lav din egen spændende Krible Krable-ekspedition i haven eller i den nære natur.

TEKST RIKKE LAUSTSEN, NATURVEJLEDERFORENINGEN I DANMARK FOTOS MICHAEL PODGER & TAYLOR JACOBS – UNSPLASH ILLUSTRATION CREATED BY FREEPIK

Maj er måneden, hvor naturen eksploderer; uanset hvor du kigger hen, blomstrer bellis og mælkebøtte, syrenen dufter lifligt og det summer af liv alle vegne. Lytter man godt efter, kan man høre billerne pusle mellem græs og blade, mens man kan se bier, der ivrigt bestøver forårets første blomster, og smukke sommerfugle der flyver rundt på jagt efter nektar. Naturen bobler af liv, og det er lige nu det begynder at blive rigtig sjovt at gå på Krible Krable-jagt!

PÅ JAGT MED NATURVEJLEDEREN

Det kribler og krabler til vands, til lands og i luften, når landets naturvejledere inviterer børnefamilier med på Krible Krable-arrangementer. Sammen med din lokale naturvejleder er der rig mulighed for at få fede naturoplevelser, når I går på Krible Krable-jagt efter naturens små beboere; på engen, i skoven, ved vandhullet eller stranden. Du kan fange massevis af smådyr, udforske fangsten og lære en hel masse spændende facts om alt lige fra haletudser til bænkebidere og rejer. Og hvem ved – måske bliver I tilmed tilbudt en krible krablende smagsprøve!

Se hvor du kan komme på Krible Krable-arrangement med naturvejleder nær dig: www.natur-vejleder.dk/projekter/krible-krable/krible-krable-arrangementer.

SMÅDYRS-JÆGER FOR EN DAG

Haven vrimler med smådyr i alle afskygninger, og du kan fange dem med seje fælder og fede fiduser. I løbet af kort tid kan du fange massevis af smådyr – nok til dit eget lille smådyrs-zoo! Du behøver ikke en masse fancy grej; tag et par bægere og bøtter fra køkkenet, et hvidt lagen fra soveværelset og så er du klar til Krible Krablejagt!

Naturvejlederforeningen kommer her med fire bud på små Krible Krable-aktiviteter, som du kan afprøve hjemme i haven eller på tur i naturen. Du kan finde yderligere 21 små Krible Krable-ideer med naturvejleder-videoguide, på www.kriblekrable.nu.

 

SUG SMÅDYR

Du kan lave dig en nem insektsuger inden du går på Krible Krable-jagt. Insektsugeren kan hjælpe dig med at fange de smådyr, der er små og skrøbelige og svære at fange med fingrene. Alt du skal bruge er to stykker gennemsigtig slange i forskellige tykkelser og et lille stykke stof.

Sæt stoffet for enden af den tynde slange og pres slange og stof op i den tykke slange. Vupti – nu har du din egen insektsuger! Sug i den tykke ende og ”støvsug” insekter op med den tynde ende.

 

RYST OG FANG

Vil du fange massevis af smådyr i en fart? Så fold et hvidt lagen ud under træer og buske og ryst nu grenene hen over lagenet. Når du ryster grenene, drysser det ned med massevis af forskelligartede smådyr! Fang dem med din insektsuger eller helt forsigtig med fingrene. Du kan putte dyrene ned i et glas med låg og studere din fangst. Husk at slippe dyrene fri igen, når du har kigget på dem.

 

HVOR STÆRK ER SNEGLEN

Nu kan du lege forsker og lave dit eget lille dyreforsøg. Men før forsøget kan gå i gang, skal du på snegle-jagt! Du skal finde dig en stor flot vinbjergsnegl. Du kan lade vinbjergsnegle indgå i et lille forsøg, hvor du kan undersøge, hvor stærk sneglen er. Du kan på forhånd gætte på hvor mange små sten, eller andre ting, du tror, sneglen kan trække, og så afprøve om din teori holder stik! For at afprøve forsøget skal du bruge:

• En eller flere vinbjergsnegle
• Snor
• Tændstikæsker
• Tape
• Små sten eller andre ting
• Evt. en vandforstøver

Lav en lille slæde af en tændstikæske, ved at sætte snor i tændstikæsken med tape. Sæt nu slæden fast på sneglehuset med tape. Sæt snegl med slæde på en glat overflade og forstøv evt. lidt vand ud på overfladen. Snegle kan bedst lide, når deres omgivelser er fugtige. Lad sneglen begynde at vandre og fyld langsomt lidt vægt i slæden. Hvor mange små sten kan din snegl trække? Gættede du rigtig eller var sneglen stærkere end du troede? Husk at befri sneglen for slæden og slip sneglen fri, når du er færdig med forsøget.

 

HAR DU KRIBLE KRABLE I BLODET?

Har du lyst til at blive endnu klogere på Krible Krable-dyrenes fantastiske verden? Så kan du finde massevis af inspiration til ekspeditioner, aktiviteter og små forsøg, du selv kan afprøve, på vores hjemmeside www.natur-vejleder.dk/krible-krable. På www.dr.dk/kriblekrable kan du finde Krible Krable-spil, videoklip og meget mere.

 

Smådyr i fælden

Med en sej faldfælde kan du fange de smådyr, der løber hen over jorden. Når biller, edderkopper og andre smådyr kommer løbende hen over jorden, dumper de lige ned i din fælde! Når dyrene er fanget, kan du let hælde dem over i et glas, så du kan betragte og studere dem. For at lave en faldfælde skal du bruge:

• Et bæger eller glas
• En lille skovl til at grave med
• Et stykke bark eller træ til tag
• Fire pinde eller sten, der kan løfte taget
• Evt. et lille stykke frugt eller kød til madding
• Grav bægeret ned, så det flugter helt med jorden. Put evt. lidt madding i bægeret og lav et lille tag over bægeret, så det ikke kan regne ned. Bliver bægeret fyldt med vand, dør de dyr, du har fanget.
• Lad fælden stå til næste dag og tjek så din fangst!
• Man kan sagtens lade fælden stå over længere tid, hvis blot man husker at røgte fælden hver dag.

OM KRIBLE KRABLE:

• Krible Krable er et landsdækkende naturprojekt, målrettet børn i alderen 0-8 år.
• Krible Krable-projektet ønsker, at børn og voksne, gennem små naturundersøgelser, leg og læring får øjnene op for, at den bynære natur er fuld af liv – naturen er lige uden for døren, uanset hvor du bor!
• Landets naturvejledere står hvert år bag hundredvis af Krible Krable-arrangementer, målrettet daginstitutioner, indskoling, SFO og børnefamilier.
• DR Ramasjang viser Krible Krable på tv og web i hele uge 21.
• Mere end 40.000 børn og voksne deltager årligt i Krible Krable-måneden.
• Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang står bag projektet, der støttes af Nordea-fonden.

 

2019-05-26T19:03:12+00:00Naturen kalder, Udvalgte A|

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.