Kender du hjernens spilleregler?

/, Udvalgte A/Kender du hjernens spilleregler?

Kender du hjernens spilleregler?

Hjernen følger bestemte spilleregler, som har stor betydning for vores sociale samspil og mentale sundhed. Derfor er det paradoksalt, at spillereglerne stadig er ukendt land for de fleste af os. TEKST: ANETTE PREHN, SOCIOLOG

Når hjerneforskere gør sig umage med at forklare disse spilleregler, siger de ting som ”neurons that fire together, wire together”, ”brug det eller mist det” eller ”selvdirigeret neuroplasticitet”. Alt sammen er udtryk, som er ret så verdensfjerne og svære at omsætte til praksis. Men de betyder noget, de spilleregler (eller logikker) – især for vores sociale samspil med hinanden og os selv. Derfor er jeg på en mission med at gøre dem tilgængelige for almindelige mennesker i et jordnært sprog, der både kan forstås, huskes og bruges konkret i hverdagen.

I artiklen her bliver du præsenteret for tre af de grundlæggende hjerne- spilleregler og hvorfor det er godt at kende til dem. barhed betyder, at forandring er mulig – og at vi har grund til at ændre vores syn på en række ’diagnoser’. I stedet for at betragte dem som livstidsdomme, kan vi med fordel se på dem som øjebliksbilleder og rette vores opmærksomhed hen imod, hvad der kunne være hjælpsomt at styrke i situationen.

Lad mig give et eksempel: Jeg talte på et tidspunkt med en kvinde, der tidligere havde haft en depression. Nu sagde hun til mig: ”Bare jeg ikke ryger ned i Hullet igen!” ”Hullet?” sagde jeg, ”hvad er Hullet for no- get?” Hun forklarede mig nu, ganske livagtigt: ”Det er stort og sort og har en helt særlig lyd. Og så er det, som om det trækker mig til sig, ligesom et sort hul i universet.”

Din plastiske hjerne gør forandring mulig. Hjernen består af 80-100 milliarder nerveceller med op til 10.000 forbindelser til andre nerveceller hver især. Forbindelserne ændrer sig alt efter, hvordan og hvor meget, du bruger dem; dét, du gør, tænker og føler. Det er ligesom stier i en skov: De ’stier i hjernen’, du går på tit, bliver mere tydelige og oplagte at gå ad.

De stier, du måske engang har gået på, men siden er kommet fra at gå på, gror til. Plasticiteten, det vil sige formbarheden, er så markant, at hvis vi scanner din hjerne nu, og igen når du har læst ar- tiklen her, vil vi se to forskellige ting. Med andre ord har du et enestående livfuldt, forunderligt og foranderligt netværk i øverste etage. Det er også nyttigt at forstå, at det er utilstrækkeligt alene at forsøge at tænke sig til et andet fokus. Det svarer til at lyse en sti op, eller måske gå på den en enkelt gang. Dog sker der det, at stien gror til rigtig hurtigt igen.

For at en sti skal forblive en sti, kræver det, at vi ulejliger os med at gå ad den nogle gange. Flere gange. Gerne mange gange. Lad mig give et eksempel: Hvis man har det sådan, at man IKKE ønsker at blive så vred så tit, kan konstate- ringen heraf være en fornuftig del af ens analyse. Den kan være en trædesten i ens erkendelse. Men den er absolut utilstrækkelig som strategi. Hvis jeg ’ikke vil blive så vred’, leven- degør jeg ene og alene vrede. I stedet kan jeg styrke andre stier, for eksempel:

Indre ro • Nysgerrighed • Det store perspektiv • Humor • Tålmodighed

Alle fem kan være nyttige stier at styrke, men kun det enkelte menneske kan afgøre, hvilke der for alvor vil batte. Når man så har besluttet sig for at styrke til eksempel ’indre ro stien’, er det så nok i sig selv? Nej! Alt vi håber at trække på i ’krigstid’, skal indøves grundigt i ’fredstid’. Det giver næppe garanti for, at man har adgang til dette repertoire i krigstid, men det øger sandsynligheden for det. Derfor er det nødvendigt at være konkret. Og at træne nye stier op i hjernen, stille og roligt. Indre ro stien trækker blandt andet på det dybe og rolige åndedræt (mestrer du det?).

Ligesom den kan have stor glæde af, at du bliver ’dus’ med din amygdala, det vil sige lærer at holde hjernens alarmklokke ud i strakt arm – sågar tale til den – i stedet for at lade sig drive med af dens umid- delbare reaktioner.

”Så hvis du IKKE vil ryge i Hullet igen, hvad vil du så hellere?” Det anede hun ikke. ”Hvad hedder det?” Pas! ”Hvilken farve har det sted, du hellere vil hen? Hvilken lyd har det?” Hun var helt blank.

Plasticiteten i hjernen betyder, at de ’stier’, vi giver opmærksomhed til, styrkes – uanset om vi bryder os om de stier, eller ej. Dette kaldes også for ’selvdirigeret neuroplasticitet’ og når vi for alvor forstår princip- pet, giver det os grund til aktivt at reflektere over – og levendegøre – de konkrete stier, som vil hjælpe os i en hensigtsmæssig retning. I stedet for at frygte ’Hullet’ kan kvinden her med fordel styrke de stier, som vil hjælpe hende med at oppebære mental sundhed.

Det kan for eksempel være i form af en god og tilstrækkelig søvn, motion, indre ro, at ’fyre’ sin indre dommer eller optræne evnen til at tale midlertidighedens sprog (sidstnævnte vil sige at have blik for, at noget kan være til stede i ens liv for en tid, i en fase eller i øjeblikket, uden nødvendigvis at ende med at være der for altid).

De nyttige ’stier’ skal levende- gøres. Dette fører mig videre til en anden hjernespilleregel. At hjernen har det med at overhøre abstrakte ord og udtryk og fæstne opmærksomheden til de dele af en sætning, som er konkrete og billed- skabende. ’Jeg vil ikke være nervøs’ eller ’Nu gider jeg ikke at være så vred mere’ lyser alene ’nervøs’ og ’vred’ op og er eksempler på, at vi kan gøre en situation sværere for os selv (eller andre), uanset vores gode intentioner.

Det eneste, vi med denne type sætninger, giver vores hjerne at gumle på er ’nervøs’ og ’vred’. Når vi kender til hjernens spillere ler, forstår vi, at det er umuligt at ’fjerne fra sin hjerne’, men at vejen fremad ligger i at øge trafikken ad andre stier. Det er altså den hensigtsmæssige omdirigering af opmærksomheden – til konkret adfærd og handling – der hjælper os videre. Dette kaldes også for opmærksomheds-koreografi; evnen til at kunne svirpe tilbage til vores balancepunkt, men skal vi kunne trække på dette i mange af livets situationer kræver det træning.

Vi skal kende vejen tilbage til balancepunktet, for at kunne have adgang til det i mere udfordrende situationer. Dette kalder man også for ’resiliens’, og det er centralt for vores mentale sundhed.

Rummets hukommelse kan hindre vaneændring. En af de åbenlyse konsekvenser af, at de fleste har til gode at lære hjernens spilleregler at kende, viser sig i sundhedsvæsenet. Her oplever man konsultationer med læger, fysioterapeuter eller lignende af få minutter. Hvis man som borger har et problem, man for eksempel skal lave fysiske øvelser for at blive kvit, vil man typisk få øvelsen vist en gang eller to. Er man heldig, bliver man inviteret til at lave øvelsen selv en gang eller to.

Men som de fleste har erfaret, gror denne nye sti til, allerede få minutter efter at man har forladt konsultationen. Det er næsten som om, der har været en kronprinsesse forbi for at klippe en snor. Forbindelsen er ’cuttet’. Man erindrer kun vagt, og uden nyttige detaljer, hvordan det nu lige var, at øvelsen skulle laves. Dette fænomen skyldes, hvad jeg kalder for ’rummets hukommelse’: at læring lagres i hjernen sammen med det rum, det er foregået i.

Problemet er, at læringen bliver hængende i rummet, når du forlader det – og at det faktisk kan være særdeles udfordrende at genetablere forbindelsen tilbage hertil. Lad mig give et eksempel: Kender du det at få børn hjem fra skole og spørge dem: ”Hvad har du lært i skolen?” Og herefter få svaret: ”Det kan jeg ikke huske”, ”det ved jeg ikke” eller ”ingenting!”

Det er rummets hukommelse, der er på spil, fordi den her spænder ben for, at man kan ihukomme, hvad der egentlig foregik i en anden sammenhæng. Du kender det sikkert også fra dig selv: Du står i køkkenet og skal hente noget inde i stuen. Så kommer du ind i stuen og opdager, at du har glemt, hvad du ledte ef- ter. Hvorefter det bedste næste skridt er … at gå tilbage.

Dér er det som om, vores intention, vores beslutning, nærmest ’hænger’ i rummet; i køkke- net hvor den blev skabt. Den dag sundhedsvæsenet og politikerne begynder at interessere sig for hjernens spilleregler, vil de erkende den enorme forskel på:

• Adgang • Færdigheder • Integration

I dag er der fokus på ’adgang’: at give adgang til viden, til medicin, til diagnoser. Når lægen har videregivet nogle ord eller råd, kan han eller hun ’sætte hak’ og føle, at der er gjort det, der er vigtigt. Fra et hjerne- perspektiv er det dog utilstrækkeligt.

Nye stier er først egentlige stier, når de er trampet tilstrækkeligt op i hjernen. Vi ved fra undersøgelser, at kun cirka halvdelen af patienterne gør det, som lægen siger, at de skal gøre. Men vi forstår det meget bedre, når vi kender til hjernen. Det er ikke patienterne, der er idioter, når de ikke ’lystrer’.

Det er ganske enkelt hjernen, der er begrænset, ufuldkommen og ifølge hjerneforskere i øvrigt slet ikke udviklet til at huske detaljer. Og sundhedsvæsenet, der har fået skabt en ramme omkring konsulta- tioner, der nok tilfredsstiller bureau- krater, men som også indebærer, at vi skyller milliarder af kroner og gode intentioner ud i toilettet hvert år. Selv hvis borgeren får mulighed for at træne den nye færdighed op, mangler der stadig en essentiel komponent: Integrationen i ens normale hverdag.

Brobygningen til egen virkelighed. At have optrænet en færdighed er noget ganske andet end at finde plads til at udføre den i den fulde palet af aktiviteter og forpligtelser, som rigtig mange af os har. Skal vi øge sandsynligheden for succesfuld integration i hverdagslivet, ved forskerne, at det er en god idé at stable den nye aktivitet ovenpå noget, som vi allerede har for vane at gøre. Hvorfor? Fordi det er ulige meget lettere at ’vane-stable’, det vil sige at lægge en ny sti ovenpå en allerede eksisterende sti, som har bevist sit værd i dit liv.

I stedet for at stå med en god intention og alt for lidt tid og over- skud (hvorfor den gode intention om forandring tit strander), kan vi i stedet kigge os omkring i vores liv, og spørge, hvor vanesporet allerede er trådt godt og grundigt op, og så lægge den nye gode vane oveni denne. Det øger sandsynligheden for, at vi lykkes med at huske at indføre og gennemføre de nye aktiviteter. Alligevel holder vi som samfund stædigt fast på, at dét at give adgang er en central aktivitet i særdeleshed i den primære sektor af sundhedsvæsenet. Med hjernens spilleregler in mente bør vi i stedet arbejde på at udvikle en dyb interesse for færdigheder og integration.

OM EKSPERTEN

Anette Prehn er sociolog, foredragsholder og forfatter. Det er Anette Prehns ambition at formidle hjerneforskning og socialpsykologi så nemt, at det er tilgængeligt og brugbart for alle – eller hvad hun selv betegner som ’forskning til folket’ – således at hjernen bliver en medspiller i hverdagen. Anette Prehn samarbejder med både danske og udenlandske universiteter og hendes bøger er udkommet på flere sprog.

2019-06-08T18:32:27+00:00Det sker i kroppen, Udvalgte A|

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.