Interview: “Vi er hårde ved os selv”

/, Udvalgte A/Interview: “Vi er hårde ved os selv”

Interview: “Vi er hårde ved os selv”

Når TV Avisen fra nytår flytter sendetiden tilbage til klokken 21.00, er det stadig med de to faste værter, Nina Munch-Perrin og Kåre Quist, ved roret. Men selvom TV Avisen fører på seertal i forhold til konkurrentens nyhedsudsendelse, synes både Nina og Kåre altid, de kunne have gjort det bedre.

TEKST: LOTTE DALGAARD. FOTO: HENRIK BJERG

TV Avisen havde sin første udsendelse den 15. oktober 1965, og er stadig en succes. For på trods af at vi kan streame nyheder og se dem, når vi vil, så er det liveudgaverne, som omkring en halv million af os i gennemsnit tænder for. Gennem alle tider har TV Avisen på Danmarks Radio haft en nyhedsoplæser, en vært, der fører os fra det ene indslag til det næste med troværdighed og professionalisme.

De seneste otte år har den sene udsendelse haft Kåre Quist ved roret, og for et år siden kom Nina Munch-Perrin ombord. Nu er det de to, som deler værtsrollen på de seks ugentlige udsendelser og som indbyrdes finder ud af at dele dem mellem sig.

Det er ikke et problem, selvom både jul og nytår, påske og skolernes sommerferie skal dækkes ind. ”At have Nina som makker er fedt, for hun har også børn og en hverdag, der skal køre. Vi forstår hinandens behov for at få fri til børnefødselsdage og andre arrangementer, hvor man bare skal være der,” fortæller Kåre.

”Vi er gode til at bytte vagter, hvis der skulle opstå en situation, som kræver det,” supplerer Nina. ”Og så strækker vi os langt. Jeg har da aldrig sagt nej til dig, Kåre,” tilføjer hun med et glimt i øjet.

Nina og Kåre er også begge værter på den korte udsendelse klokken 19.55, der ikke længere sendes efter nytår. Deres arbejdsdag begynder ved middagstid og slutter længe efter, deres respektive børn er gået i seng.

Det betyder til gengæld måltider på skæve tidspunkter og et familieliv, hvor de skiftevis ikke er til stede og andre gange har mere tid hjemme. En livsstil, Nina også kender fra en periode på fire år i sin egen op- vækst, hvor hendes mor, Lone Zilstorff, var vært på TV Avisen.

”Jeg husker det som spændende. Hjemme hos os blev der set TV Avisen hver aften, hvad enten min mor var på arbejde eller ej.” Både Nina og Kåre spiser hjemme, inden de tager på arbejde. Det er ensbetydende med en slags kombineret morgenmad og frokost for begges vedkommende.

For der er ikke tid til at spise, når de er mødt ind. ”Især efter klokken 17-18 stykker har vi travlt og jeg har slet ikke ro til at sætte mig og spise i det tidsrum,” siger Nina, og Kåre er enig. Men efter fyraften, er deres madrytme til gen- gæld vidt forskellig. ”Jeg spiser gerne to store portioner aftensmad, når jeg kommer hjem,” siger Kåre.

”Det er noget, jeg glæder mig til. Det er en slags belønning efter arbejde. Når jeg kommer hjem, har jeg en time, hvor der er ro. Enten er min kone gået i seng eller også sidder hun og drikker en kop te, mens jeg spiser og bliver opdateret på, hvad der er sket i familien, mens jeg har været væk.”

Ninas mand er altid oppe, når hun kommer hjem, eller også står han op og kommer ud til hende i køkkenet. ”Jeg spiser en lille smule, mens vi vender dagen. Er der noget, jeg skal vide om børnenes skole eller andet, så tager vi det der. Jeg står op klokken 6.30 og cykler drengene i skole, for det er det eneste tidspunkt, jeg er sammen med dem de dage, jeg har vagten. Til gengæld sover jeg 14 timer i døgnet, når jeg har fri,” fortæller hun.

Kåre afleverer altid sin søn i børnehaven. ”Det er meget sort/hvidt. Enten er man på hele tiden tre-fire dage i træk, og så er man helt blæst til sidst, eller også er det modsat – at man slet ikke skal noget.” Kåre bor nord for København med sin familie, tæt på det område hvor han er vokset op.

Han bruger den omkringliggende natur til at gå ture, han nyder roen og i øvrigt også transporttiden, især hjem fra DR Byen. ”Der er to versioner af mig. Der er den ene, hvor jeg går ombord og på- mønstrer skibet, tager præsentabelt tøj på og forholder mig til en masse folk.

Den anden er den, jeg er, når jeg ruller hjemad, hvor jeg sidder der i min lille kasse – jeg elsker min bil – og hører radio. Skuldrene falder ned og når jeg kører ind ad indkørslen og opholder mig derhjemme, går jeg mildest talt ret afslappet klædt. Også på et niveau hvor min kone ind i mellem spørger, om jeg har tænkt mig at gå ud og købe ind sådan. Det er ret fedt med den kontrast, synes jeg.”

Nina nyder at opholde sig i familiens sommerhus i Nordsjælland, men hun kunne ikke drømme om at bo uden for København. ”Vi har altid boet i byen og det er et bevidst valg, også ud fra en logistisk betragtning. Det er fantastisk at komme uden for byen og hvis du spurgte mine børn, ville de sikkert meget hellere bo sådan som Kåre, men det gør vi altså ikke. Til gengæld kan vi køre klokken 7.40 og stadig nå i skole i fin tid.”

TO TYDELIGE KILO

Både Nina og Kåre er bevidste om deres fremtoning på skærmen. DR har stylister ansat, der sørger for tøj, makeup og koordinering af, hvilket slips der passer til Kåres øjenfarve og hvilken kjolelængde, der klæder Nina. Og det er ikke sjovt, hvis jakkesættet pludselig ikke kan knappes, eller kjolen strammer over maven.

”Det handler jo i bund og grund om en ting: at vores udseende er så neutralt, at det ikke står i vejen for budskabet, som vi skal fortælle. De habitter, der indkøbes til skærmen, er skarpe, de er på et niveau, hvor to kilo betyder meget. Og de holder mig også skarp. Jeg har arvet et par stykker fra Nikolaj Koppel, som jeg bruger, når jeg laver shows, og jeg skulle hilse og sige, han er en slank mand.

Han og hans efterladenskaber i garderoben holder mig til ilden.” Kåre siger, det nu ikke er derfor, han efter en længere pause er begyndt at løbe igen. Han har i mere end 20 år gået til styrketræning og har altid en pakket sportstaske i bagagerummet, så han kan passe en times træning ind, når det passer. ”

Jeg træner primært for at føle mig klar og skarp. Op gennem mine tredivere havde jeg store ambitioner, når jeg trænede, men nu har jeg mere bare en aftale med tyngdekraften om, at vi forsøger at bevare status quo.”

Nina for tæller, at hendes skærm-kjoler også er tilpasset hende og det dur ikke at tage en masse på i ferierne. For så passer de ikke, når hun kommer tilbage på arbejdet. Men modsat Kåre har hun lagt den systematiske sportsudøvelse på hylden.

”Jeg var en smule rund som teenager, indtil jeg fandt ud af, at sport dels var noget, jeg virkelig elskede, og dels at det kunne holde min vægt nede. Jeg blev nok en sportsnørd og løb og løb og løb i en årrække. Så jeg har løbet det, der skulle løbes! Da jeg fik mit første barn som 31-årig, raslede kiloene automatisk af mig, og jeg havde desuden ikke tid til at dyrke sport, for jeg begyndte samtidig at læse HD. Så det var sporten, der blev nedprioriteret.”

”Sådan er det stadig. Jeg dyrker ikke konditionstræning mere, jeg er gået over til at dyrke yoga og udstræk. Det er sundt for mig, for jeg kan godt være hyper og oppe i gear. Det er nok meget godt at være oppe i gear med det job, vi har. Men det er fint, at jeg bliver tvunget i den anden retning en gang i mellem. Ellers er jeg ikke til at holde ud at være i nærheden af. Jeg tror, min mand er glad for, der er kommet lidt mere yoga ind over. For én ting er, at man selv har travlt, men jeg kan også have en tendens til at have travlt på andres vegne.”

INGEN RAKETVIDENSKAB

Et job som vært på TV Avisen er ikke noget, man som sådan kan uddanne sig til. Der er mange faktorer, som skal spille sammen, og der er få, som har lige netop den tjans. Til gengæld er det så heller ikke et jobtilbud, man siger Nej til, ifølge Nina og Kåre. Hverken nu eller før i tiden. Ninas mor blev således nyhedsoplæser på TV Avisen, selvom hun ikke syntes, det var verdens bedste job.

”Det var ikke a match made in heaven, selvom hun var god til det. For hun brød sig ikke om den opmærksomhed omkring hendes person, der fulgte med jobbet.” Ninas far, Ebbe Munch-Andersen, var også journalist. Ninas barndomshjem sydede af debatter og samtale. Men der var ikke nogen forventning om, at Nina skulle gå samme vej. Der var faktisk ingen forventninger overhovedet, bortset fra at man gjorde en indsats og ikke bare slaskede rundt.

 

LÆS HELE INTERVIEWET
Du kan læse hele interviewet i Magasinet Sundhed+ . Du får lige nu et halvt års abonnement inkl. levering til 99 DKK. Magasinet kan bestilles på hjemmesiden magasinet-sundhed.dk eller ved at kontakte os på telefon 60 54 08 36.

2019-11-06T19:46:07+00:00Interview, Udvalgte A|

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.