Interview: Det er vigtigt at sige tak

//Interview: Det er vigtigt at sige tak

Interview: Det er vigtigt at sige tak

De er på mange måder hinandens modsætninger. Hun er lys, han er mørk. Hun elsker vinter, især frostvejr, han er udpræget sommermenneske. Men de elsker begge at underholde, og de er enige om, at det er vigtigt at huske taknemligheden og sige tak, når tingene lykkes.

TEKST: LOTTE DALGAARD FOTOS: BJØRN JAKOBSEN

Det er mere end ti år siden, de så hinanden sidst. Det var, da de begge medvirkede i forestillingen ’Knud den Kedelige’ på Folketeatret i København. Til august skal de spille sammen i ’Bellevue Badehotel – Den store åbning’ på Bellevue Teatret i Klampenborg, nord for København. Susanne Breuning spiller en gammeldags, pedantisk hotelarving og Farshad Kholghi en dybdeborende journalist, der dækker den festlige begivenhed.

De hilser hjerteligt på hinanden og bliver hurtigt enige om, at de glæder sig til at komme i gang med prøverne på stykket. Selvom prøveperioder egentlig er noget af det værste, Farshad ved. ”Jeg hader, når der ikke er noget publikum. Jeg synes, det er svært at stå og fyre jokes af, når der ikke er nogen til at modtage dem, og der ikke kommer nogen respons. Jeg føler mig fuldstændig lost og tænker: Buhuu, de kan nok ikke lide mig.”

Det er en tom fornemmelse, og det er nok derfor, jeg får et stort behov for at trøstespise i de perioder. Så jeg kører tit ind på en tankstation på vej hjem og spiser tre franske hotdogs. Det vil sige, efter at jeg en overgang spiste palæo-inspireret kost, er jeg gået uden om det hvide brød, så nu spiser jeg kun pølserne.”

Susanne griner og siger, at han bare kan ringe, så skal hun nok sige, hun godt kan lide ham. Selv undgår hun tankstationernes fastfood og tager ofte mad med hjemmefra, når hun ved, at hun skal være væk i mange timer. Eksemplet illustrerer meget godt den forskel, der er i deres tilgang til livet generelt. Hun gider for eksempel ikke involvere sig i politik, mens han har skrevet masser af debatindlæg og får luftet sine politiske holdninger i de shows, han laver.

Hun er ikke god til at finde ro og sidde stille ret længe ad gangen, mens han nyder at slappe af og læse bøger, både biografier og skøn- og faglitteratur. Susannes godt 50 år lange karriere er lige så broget som hendes smukke kjole. Efter debuten i musicalen ’Annie get your gun’ i 1967 har hun blandt andet medvirket i en western-komedie, nogle af halvfjerdsernes vovede lystspil, en lang række revyer og musicals samt spillefilm som ’Vinterbørn’, ’Mord i Paradis’ og ’Kongekabale’.

I øjeblikket koreograferer hun den musikalske forestilling ’Four Jacks’, hun har lige haft premiere på ’Dragsholm Revyen’ og er involveret i fejringen af Birthe Kjærs 50 års pladejubilæum. Travlhe- den passer hende fint, for som nævnt bryder hun sig ikke om at sidde stille.

FØLELSERNE I KOG

Susanne kan godt lide at have travlt. Der skal helst ske en hel masse ting rundt om hende. ”Jeg føler mig utroligt privilegeret, når jeg får lov til så meget. Jeg spiller, koreograferer, styrer produktioner og instruerer. Sådan har det heldigvis stort set altid været. Jeg havde en periode i begyndelsen af firserne efter min skilsmisse fra Manfred (skuespiller og senere hoteldirektør Manfred Nissen, red.). Men da der var en jobkonsulent, som sagde, at jeg skulle på efteruddannelse, fordi jeg ikke havde noget at lave i to måneder, meldte jeg mig ud af a-kassen. Derfor skulle jeg have travlt, det blev en nødvendighed. Hvis der ikke var noget at lave, fandt jeg noget. Da jeg var ung, gjorde jeg rent på pleje- hjem og arbejdede som servitrice på Bakken. Senere tog jeg skeen i egen hånd og satte selv stykker op, blandt andet en musikalsk forestilling om Marlene Dietrich og kabaretten ’Med paryk og vanter’ om Bodil Steens karriere. Jeg har også stået på julemarked hos Cirkus Arli og solgt æbleskiver og julepynt, jeg skal nok finde på noget,” siger hun.

Farshads karriere breder sig også over flere genrer og udtryksformer, til fælles har de komikken og revygenren. Frem til den 7. juli spiller han i Kerteminde Revyen, samtidig skriver han på et comedy-show sammen med Mads Keiser, som nogle vil huske fra samarbejdet med Peter Kær og Michael Carøe i den komiske trio ’Plat’ fra firserne og halvfemserne. Men det er ikke sjov det hele.

Han har gennem en årrække engageret sig i samfundsdebatten, især med sin kritik af islam, hvilket har haft nogle personlige omkostninger.

”Jeg blev overfaldet af islamister på Nørrebro i 2001, to måneder før 11. september. Jeg boede i en lejlighed tæt på Blågårdsgade, og jeg havde en mørk fornemmelse af at være tilbage i Iran efter revolutionen. De samme typer. Den samme retorik og arabiske bønner, der gjaldede ud fra vinduerne. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg ikke ville flytte, for lejligheden var så billig, og det gav mig mulighed for at rejse og gøre andre ting. Men så blev jeg overfaldet og dermed faktisk tvunget væk. Da jeg kom til Østerbro, var det den samme følelse som dengang, jeg kom fra Iran til Danmark. Fred og frihed. Der er en verden til forskel, selvom det lyder mærkeligt, at så få kilometer kan have så stor betydning. Jeg kom slet ikke på Nørrebro i 00’erne, og jeg kommer der stadig sjældent.”

I en årrække, mens han var synlig i den offentlige debat, blev han genkendt, truet og spyttet på, når han bevægede sig rundt i det indre København. For som debattør bliver man hurtigt stemplet, siger han. ”Jeg blev sat i bås som ham den højreorienterede. Jeg plejer at sige, jeg hverken er højreorienteret eller venstreorienteret. Ifølge min kone er jeg bare desorienteret, haha. Men jeg har da fået to børn og en have i Birkerød, så det kan ikke være helt slemt!”

Farshad fik angst efter overfaldet, og i syv år var han vred og opfarende, især over for sine nærmeste. ”Jeg ændrede mig mentalt, skældte ud på min daværende kæreste og mine forældre. Alle mine oplevelser fra Iran kom tilbage, jeg tror, jeg havde noget post traumatisk stress.” Han slog op med kæresten, for, som han siger, så havde han ikke længere hende at lade sin vrede gå ud over. Efter nogen søgen fandt han en psykolog, som han havde tillid til, og som hjalp ham ud af angsten.

”Det har måske også hjulpet, at jeg for nogle år siden meldte mig ud af den offentlige debat. Det betyder ikke, at jeg ikke stadig kan få nogle holdninger med, når jeg skriver comedy-tekster. Ligesom Dario Fo, som jeg er stor fan af. Han får også en masse pointer ud mellem sidebenene, pakket ind i sin geniale humor.”

KÆRLIGHED TIL JAZZ

De to modsætninger har endnu en ting til fælles udover deres glæde ved at underholde, nemlig deres kærlighed til jazz, som de begge nyder at begynde dagen med. Susanne tuller rundt til Chet Baker eller naboens saxofonspil om morgenen, inden hun skal af sted til prøver. Og hun tilbringer også gerne et par timer i haven. ”Når jeg går derude, glemmer jeg alt om arbejde. Jeg lader telefonen ligge inden for, og hvis der dukker en tanke op om alt det, jeg har på programmet, lader jeg den fare igen.”

Hun føler sig privilegeret ved at være haveejer og passer den hele året. Beskærer træer, river blade sammen, nipper, binder op, kører haveaffald væk. Hun har flere hyggekroge, hvor hun nyder at sidde, men ikke for længe ad gangen.

”Jeg sidder ikke stille derude mere end en halv time. Jeg får altid øje på noget ukrudt, der skal fjernes eller andet, der trænger til at blive gjort.” ”Nogle siger, jeg har ADHD, men jeg synes bare ikke, det er så sjovt at sidde stille. Sådan er det.” Der er også knald på hos Farshad – både ude og hjemme, især om morgenen, hvor hans to døtre kræver hans fulde opmærksomhed. Så han går i bad og skruer op for jazzen på P8.

”Det bliver et pusterum at lukke badeværelsesdøren og skrue op for musikken,” siger han med kærlighed i stemmen, der ikke levner tvivl om, hvor glad han er for sine piger. Da han flyttede fra København til Birkerød i Nordsjælland sidste år, fik han også en have, og den er han glad for. ”Når jeg er på turné, savner jeg min familie, men også min have. Jeg kan godt lide bare at sidde i den, jeg kommer i sådan en slags zen-tilstand derude. Jeg går også ture i skoven, men jeg skal tage mig sammen til det. Det er tit min hustru, der får mig med derud, og når jeg først er dér, kan jeg virkelig mærke den ro, der kommer fra de gamle, erfarne træer. Men jeg er stadig afhængig af byens puls, og jeg tager tit ind til byen og går en tur, men det giver mig ikke det samme.”

Farshad fortæller, at hans gåture i København nok ubevidst er arbejdsrelaterede. ”Jeg får ideer, samler inspiration, kigger på mennesketyper, lytter og bruger mit indre kamera. Når jeg går i skoven og får ro, skal jeg tvinge mig selv til at sige: Ja, ja. Arbejde kan du gøre på mandag. Det er lidt ligesom de andre ting, der ikke er gode for os, som vi bliver afhængige af. Det kan være svært at ændre vaner og opsøge det fornuftige.”

RO I FRITIDEN

Susanne har redet meget og haft en hest opstaldet ved Dyrehaven i Klampenborg, lige ved siden af det teater, hvor hun skal spille sammen med Farshad. Så det bliver lidt som at komme hjem, siger hun. ”Jeg savner at ride, og jeg synes, der er noget specielt ved at opleve naturen sammen med et dyr. Jeg har altid haft hunde før i tiden, og det tvang mig til at gå ud. Jeg har gået Bernstorffsparken og Søndermarken tynd, men noget af det bedste, jeg ved, er at komme i Dyrehaven og høre hjortene brøle om efteråret. Jeg har også nogle gange kørt hestevognstur gennem Dyrehaven til Eremitageslottet, at høre hestehovene mod stierne er som terapi for mig.”

Når Susanne kommer rundt i landet med revyer og shows, søger hun ned til vandet eller hen på en kirkegård. ”Det eneste tidspunkt, jeg nyder at sidde stille, er nok når jeg sætter mig og kigger ud over vandet på tidspunkter, hvor der ikke er så mange andre mennesker. Der er fredfyldt og smukt, ligesom der er på kirkegårde.”

Susanne finder desuden ro på sit stamhotel på øen Samos i Grækenland. ”Jeg ringer til Mr. Lefteris og hører, om han har plads. Så bestiller jeg en lejebil og en flybillet og tager af sted. Samme værelse, samme hotel, de samme restauranter. Det elsker jeg. Jeg går også ture, når jeg rejser, og hvis jeg har været der før, oplever jeg bare omgivelserne igen.”

Farshad er også til afslapning i fritiden. Når han rejser med familien har de ikke behov for aktiv ferie, siger han. For der er rigelig aktivitet til daglig. ”Jeg har ikke sovet i fem år, siden jeg fik min første datter… Jeg kan godt lide bare at stene…Uha, det skal jeg ikke sige i Afghanistan!”, siger han tørt, inden ansigtet flækker i et grin.

Farshad fortæller, at det er ham, der afleverer børnene i børnehaven om morgenen, for hans kone arbejder i Miljøministeriet og møder tidligt. Herefter falder samtalen på affaldssortering og den døde grindehval, der i juni skyllede op på en thailandsk strand med 80 plasticposer i sit fordøjelsessystem. ”Vi er nødt til at gøre noget. Jeg tror, vejen frem er uddannelse af folk i tredjeverdenslan- de. Herhjemme kan vi overordnet set godt finde ud af at passe på miljøet, vi har så at sige fået det ind med den økologiske modermælk. Jeg tror, det vil være givet godt ud, hvis vi investerer i enorme oplysningskampagner, der hvor det er nødvendigt.”

Susanne nikker og tilføjer, at hun sorterer alt sit affald og er en fast gæst på den lokale genbrugsplads. ”Det er så hyggeligt at komme derud og få en snak og en krammer af de blå mænd,” siger hun.

NØGEN HANDYMAN

Farshad ankom til interviewet på Mads Keisers cykel, derhjemme har han et løbebånd i kælderen. Ellers bliver det ikke til så meget motion for hans vedkommende. Susanne holder sig i form ved at være i næsten konstant bevægelse og laver strækøvelser for at holde sig smidig. Farshad siger, at han ikke altid er i god form, og så er han samtidig glad for både mad og vin. Han tog for eksempel ti kilo på, mens han var i Italien med familien i næsten halvanden måned i 2015, lige inden lanceringen af det første show med ’Den nøgne sandhed’, en comedy-gruppe, som han har sammen med Gordon Kennedy, Joachim Knop og Mikkel Schrøder Uldal.

”Jeg havde en plan om at løbe hver dag, men vi boede oppe på et bjerg, og der var sådan en stejl grusvej ned mod byen. Det duede ikke at løbe dér. Så havde jeg planer om at tage armbøjninger dagligt, men jeg sprang tit over og slappede af i stedet. Da jeg kom hjem, skulle der tages billeder til showet. Vi forestillede forskellige mandetyper, og jeg skulle være handyman og stå nøgen, kun iført et håndværkerbælte. Da jeg så de billeder, tænkte jeg: What the fuck!? Så gik jeg på palæokur og hyrede en personlig træner. I løbet af en måned tabte jeg de ti kilo ved at træne og leve af primært kød, salat og skyr.”

Siden har han ikke trænet, for det er ikke ligefrem hans yndlingsbeskæftigelse. ”Men nu kommer du på arbejde!,” siger Susanne og henviser til den rolle, Farshad skal spille i ’Bellevue Badehotel’, som bestemt ikke er stillesiddende.

HUSK TAKNEMLIGHEDEN

Samtalen falder på det gode vejr og jordbærhøsten, og Susanne fortæller om dengang, hun var jordbærplukker i Nykøbing Falster, hvor hendes mor, Jytte Breuning, en årrække optrådte og var direktør for Nykøbing F. Revyen. Susanne syntes, jordbærplukningen var en god tjans, for hun fik masser at sol, frisk luft og motion. Hun kommer også i tanke om, at hun kørte post ud med hestevogn om vinteren, minder, der kan virke helt Morten Korch’ske.

Farshads første minder fra Danmark indbefatter faktisk også Morten Korch. Han ankom fra Iran med sin familie en oktoberdag i 1984. ”Det var hamrende koldt, mine ører var ved at fryse af, de ville tilbage til Iran! Og pludselig klokken fire om eftermiddagen var der helt mørkt. Jeg kunne ikke klare det. Lukkeloven eksisterede dengang, så alt lukkede klokken halv seks. Det forstod jeg heller ikke. Det var alt sammen deprimerende, og det, der holdt mig oppe, var, at jeg så en masse Morten Korch-film, der alle sammen foregik om sommeren. Jaaa! Så vidste jeg, hvad der ventede. Jeg glemmer aldrig min første forårsdag i Danmark. Jeg var på kostskolen, og pludselig var det ikke koldt længere. Det gjorde mig virkelig glad.”

Han er aldrig blevet venner med de danske vintre, og han siger grinende, at både hans ører og andre kropsdele tager til Iran om vinteren, indtil han ringer og siger, at hans kone er utilfreds og beder dem om at komme hjem igen! Susanne trives især i frost og solskin, et vejr, der indbyder til gode gåture, hvor næsen bliver kold.

”Der var meget sne på Lolland-Falster om vinteren. Når man kommer ned på den anden side af Rønde, bliver det altid meget værre vejr, end det er opad. Jeg kom ofte på vinterferier dernede på enrideskole, og det var derfra, vi red ud med posten til de steder, hvor postbuddet ikke kunne komme frem. Det var sk… hyggeligt!” Fra Morten Korch tilbage til humor.

Farshad siger, at humor er universel. Ligesom menneskelige følelser. Så hans komiske og til tider under-bæltestedet-tekster ville også gå i hans hjemland. ”Jeg ville nok komme i fængsel og få pisk af mullaherne, men publikum ville sikkert elske showet.”

Farshad griner igen, og det er endnu et eksempel på hans evne til at pakke et sprængfarligt emne ind i humor. De to meget forskellige kolleger finder endnu en ting, de er fælles om. Nemlig at adressere nogle udefinerbare højere magter, inden de går på scenen, og huske at være taknemlige når det går dem godt. ”På premiereaftener løfter jeg altid blikket og beder min mor, Knud Pheiffer og Bob Fosse (amerikansk filminstruktør, der blandt andet instruerede klassikeren ’Cabaret’, red.) om at passe på mig,” siger Susanne.

Farshad fortæller, at før han fik børn, brugte han en taksigelses-remse, hans farfar havde lært ham. ”Nu, inden jeg går på scenen, siger jeg: Jeg gør det for jer, mine to piger. Det er også vigtigt at huske at sige tak. Være taknemlig over det, man får i livet.”

Susanne erklærer sig enig. ”Jeg synes, jeg har fået det, der tilkommer mig. Jeg drømmer bare om at få lov til at fortsætte med at gøre det, jeg gør nu.” Farshad nikker. ”Ja, hvis bare jeg kan blive ved med at finde på nye jokes, så er jeg også glad,” siger han.

 

Farshad Kholghis 3 sunde råd

1:Tænk på hvor kort livet er, og nyd det

2: Drik masser af vand

3: Dans!

 

Susanne Breunings 3 sunde råd

1: Vær glad

2: Stop brokkeriet, hvis du er utilfreds så gør noget ved det

3: Spar på oksekødet, det er fyldt med syre, som går lige i leddene

 

2019-06-26T18:53:30+00:00Interview|

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.