Den perfekte jul er uperfekt

De toner frem på tv-skærmen uge efter uge og gætter en kendt dansker ud fra boligindretning, motionsvaner og madpræferencer. De holder begge af julen, selvom de fejrer den vidt forskelligt. Hovedpersonerne i denne måneds interview er Anne Glad og Flemming Møldrup, der begge oplever, at julen har en vigtigere rolle blandt danskerne end nogensinde før.

Vi danskere elsker julen. Pynter op, henter juletræ, pakker gaver ind, forbereder julemiddag, gemmer mandlen og synger sange. Selvom vi lever i skilsmissefamilier, gør vi vores bedste for at få alle ender til at mødes, hver familie på sin måde. Værterne på tv-programmet Kender du typen, Anne Glad og Flemming Møldrup, har specialiseret sig i at studere vores livsstil og de tendenser, der rører sig i samfundet. Også i forhold til julen, som er blevet et fast holdepunkt i en ellers omskiftelig tid.

”Der er så mange andre faste holdepunkter, som er gledet os af hænde. For eksempel religion og det at være på den samme arbejdsplads i 25 år eller have den samme ægtefælle i 25 år. I gamle dage var der en tryghed ved, at i morgen bliver ligesom i dag. Den tryghed er væk, men vi har stadigvæk som mennesker behov for at have nogle faste holdepunkter i livet, og derfor er julen det vigtigste ritual på hele året.

Vi dyrker den, putter rigtig mange følelser ned i den, og der bliver bygget på og bygget på juleritualet”, fortæller Anne. ”For 20 år siden var der for eksempel ikke noget, der hed Tivolis Julemarked. Nu er det blevet et fast juleritual at komme derind for flere end 100.000 danskere”. Flemming nikker og tilføjer: ”Min familie kommer fra Jylland, ikke for at se mig, men for at komme ind i Tivoli. Det er blevet sådan en slags julepilgrimsrejse.” Når det betyder så meget for os at gentage sådan et ritual, og det hænger så tæt sammen med juleglæden, er der samtidig en stor risiko for, at vi bliver skuffede, bemærker Anne. For det kan aldrig blive så perfekt, som vi forestiller os.

Efter en lang periode hvor vi har haft nok i os selv, er gået op i egne interesser, køb af ting og nye køkkener, er vi nu nået ind i en tid, hvor fællesskabet er blusset op igen. ”Vi kan godt lide at være sammen, vi søger hinanden i nye fællesskaber, og julen er god at være sammen om. Derfor passer tiden rigtig godt til julen – eller julen passer rigtig godt til tiden, tror jeg”, uddyber Flemming og Anne bemærker, at julen er en slags ventil: ”Siden vi var vikinger og bønder, ventede vi på solhverv, og så slagtede vi en gris og gav den gas og hyggede os, fordi det var for koldt til at lave noget uden for. Sådan er det stadigvæk. Mange mennesker går virkelig højt op i at være sunde resten af året, men når det er jul, slipper vi tøjlerne i en grad, at de fleste af os sidder den 24. og bare kigger på konfektfadet og tænker: Puh, jeg er egentlig færdig!” Flemming oplever, at flere unge interesserer sig for den traditionelle jul.

”Jeg kommer omkring mange unge mennesker, som for alvor pynter op og ikke lægger afstand til det. Da jeg var ung, lagde jeg enormt meget afstand til det med at pynte med kravlenisser og alt muligt halløj. Men i dag møder jeg mange unge, der tager julen som en seriøs højtid.” Anne nikker. ”Der er en ny generation af unge forældre, som stifter familie med en omhu, som deres forældre ikke havde, fordi de havde travlt med at skabe karrierer og splitte familier ad. Nu har vi en ny generation, som gifter sig og stifter familie lidt tidligere, og som graver de gamle traditioner op igen.”

JUL MED KØD PÅ Trods en voksende tendens med kødfri dage og en mere grøn livsstil – blandt andet for Flemming, der er flexitar og kun indtager et minimum af animalske fødevarer – er vi generelt et kødelskende folk. ”På en god dag med medvind sniger vi os op på omkring to procent af befolkningen, der er vegetarer,” fortæller Anne. ”Og det er i hvert fald ikke juleaften, vi holder os fra kødet. Julemiddagen er en af de ting, der nærmest kan få os til at slå hinanden ihjel i familierne! Min mor kan stege en god and med hænderne på ryggen og bind for øjnene.
Men for yngre mennesker er det en udfordring at få anden saftig eller sværen på stegen sprød, og især at få alting til at være klar samtidig. For de, der ikke laver sovs de andre 364 dage om året, kan det også være lidt af en opgave. Der er en masse kærlighed investeret i julemåltidet. Det er moderkærlighed på fad.” Anne er mest til and eller gås, men hos hendes bror, hvor hun har holdt jul de seneste år, spiser man kalkun. Når bare det er fjerkræ, så er Anne glad. Flemming foretrækker flæskesteg af en bestemt årsag: ”Det tror jeg godt, jeg kan sige, uden min mor bliver alt for sur. Jeg har fået meget tør and i mange år, så den er jeg holdt op med at spise. Den er ligesom bare gledet ud.” Julemåltidet er i det hele taget et både kritisk og dejligt omdrejningspunkt.

Flemming fortæller, at hans egne erfaringer med julemåltidet er, at forventningerne er kæmpestore. ”Nu har vi ikke set hinanden i rigtig lang tid, og nu skal vi virkelig hygge os. Så blinker man med øjnene, og så er det slut. Man vil enormt gerne sidde og hygge sig, men alle har på en eller anden måde en lille smule stress i kroppen. Så man kommer alligevel ret hurtigt igennem måltidet.”

ET JULEPUSLESPIL Mange skilsmissefamilier oplever, at julen et er et puslespil, der hvert år skal gå op. Når Flemming har sin datter, Yoko, juleaften, passer det med, at hans søster også har sine børn. Og så går turen over til hans mor i Jylland. De andre år fejrer Flemming jul sammen med sin datter og hendes mor hos sin tidligere svigerfar. ”På den måde er jeg sammen med Yoko hver juleaften. Det er ret hyggeligt, synes jeg. Jeg har spillet mig selv sådan ind på banen, at jeg kommer med toget klokken 17, så spiser vi, og så kører jeg, når alt er overstået. Så jeg er også kommet sovende til juleaften,” griner han. Anne, der blev gift og fik sit første barn, sønnen Kaj, sidste år, har ikke selv stået i en situation, hvor der skulle tages hensyn til eksmænd og delebørn.
Men hun ved godt, der er mange måder at gøre tingene på, og hver familie må finde sin. ”Jeg har altid syntes, det var noget pjat, at julen blev splittet op over flere dage, og at børnene skulle have julegaver på andre tidspunkter end efter maden. Men sidste år sad jeg og kiggede på mine små nevøer og niecer og tænkte: Det er jo indlysende åndssvagt at vente, til de er trætte. Det er da meget federe, at de begynder at få gaver dryssende fra morgenstunden. Man tager lidt af presset fra julemiddagen på den måde.

Det kan også blive for praktisk.” Netop sådan noget med, hvornår børnene må få deres gaver, kan give grobund for uenigheder blandt de voksne i familierne. ”Det er kun fordi, folk har nogle juleabsolutter,” siger Anne. Flemming husker, han havde en heftig diskussion med sin daværende svigerfar, da hans datter var lille. Netop på grund af hver deres juleabsolut. ”Jeg syntes ikke, det var juleaften, jeg ville give min datter en lektion i, at livet kan være godt og ondt. Da jeg selv var lille, puttede min mormor altid en mandel i hvert af børnenes ris a la mande. Så vi vandt altid en mandelgave, og der gik lang tid, før vi forstod, det var snyd. Men vi var lykkelige alle sammen. Min svigerfar derimod, sagde at sådan foregik det ikke hos ham. Det var et spil og det måtte hun lære.

Så det var to juleabsolutter, der stødte sammen.” Anne griner. Hun synes, det er en god lektie at lære sine børn, at den, der opsøger heldet og spiser meget ris a la mande, har en større chance for at vinde. Det er Flemming ikke uenig i, men: ”Det er svært at sige til en fyr, der er kommet sovende til alle sine mandler. Som jeg åbenbart er.” Anne fortæller, at hun tidligere har holdt jul i Italien, og for to år siden var hun med sin mand i New York. Flemming har altid drømt om at rejse i julen. Men det år, han var alene i Rom, var det alligevel underligt at sidde og spise pizza og drikke rødvin – og tænke på, at familie og venner sad om julebordene derhjemme. ”Jeg var til midnatsgudstjeneste, og det var virkelig noget særligt. Det var en smuk aften, men også lidt mærkelig.”

Han går ikke til gudstjeneste herhjemme, Anne gør det ind i mellem i Vor Frue Kirke i København, når køen ikke er for lang. ”Folk kan opføre sig lidt ligesom i køerne på Bogforum!” ”Deres traditioner er jo også på spil. Hvis de ikke kommer ind, overholdes deres ritual jo ikke. Det kan gøre folk morderiske,” tænker Flemming. Han har haft nogle hyggelige juleaftener, selvom han ikke kommer fra en kernefamilie. Hans far, der er jøde, flygtede fra Marokko i 1947 under den israelske uafhængighedskrig og bosatte sig senere i New York og Israel. Så de har ikke haft et tæt forhold og sås ikke ret meget, mens Flemming voksede op. Hans mor var alene med de to børn og arbejdede hårdt for at få enderne til at mødes. Så der var sjældent råd til store julegaver.

”Jeg har haft nogle underlige juleaftener. Jeg synes, det er enormt hyggeligt. Det er dejligt at sidde sammen med nogle mennesker og spise god mad og se min datter blive glad for sine gaver. Men julen har på en måde spillet sig af banen i min tilværelse lige så langsomt, fordi det har været turbulent til tider. Blandt andet på grund af en stram økonomi i min barndom. Jeg kan huske, at jeg sad med legetøjskatalogerne og satte krydser ved de ting, jeg ønskede mig – vel vidende at det bare var for hyggens skyld”. ”Jeg holdt jul med min fætter, hvis forældre var en del mere velhavende end min mor. Og jeg så ham få store gaver. Efterfølgende har han udtrykt, at han faktisk ikke syntes, det var særlig hyggeligt. Han sad der med sine kæmpe gaver og kiggede over på mine små.

Men Lars er som en bror for mig, så der var intet ondt mellem os.” Annes baggrund er kernefamilie og parcelhus med bedsteforældre, der juleaften lå i rotation, som hun siger, mellem hendes forældre og deres søskende. Farmor og farfar var der hvert andet år, hvert tredje år var mormor der – og hver sjette år var ingen eller alle bedsteforældre hjemme hos Annes forældre: ”Det ville have været mega hyggeligt at samles alle sammen. Men så skulle det nok have været på neutral grund, for alle ville have været nødt til at opgive nogle af deres juletraditioner”.

PÅ KOLLEKTIV SLANKEKUR Når julen er overstået, er det som bekendt tid til efterrationalisering og nytårsforsætter. I forbindelse med at Anne skrev sin bog Danskernes mad, talte hun med nogle fødevareproducenter, som fortalte, at deres let-postej og light mayonnaisesalater kunne sælge to uger i januar og nogle gange lidt i august efter sommerferien, men ellers ikke resten af året. ”Det, synes jeg simpelthen, er så enormt charmerende. At danskerne kollektivt går på slankekur for så kollektivt at opgive igen efter to uger. Det er faktisk også en del af juletraditionen. De seneste mange år har jeg selv skullet forholde mig professionelt til at være i form, så jeg tager ikke fem kilo på i julen. Jeg skal også stå skarpt den 3. januar, når vi optager program igen.” Hun tilføjer, at det med at proppe sig i julen nærmest er rituelt, og det gav god mening i gamle dage, hvor man skulle have noget sul på kroppen for at klare sig gennem vinteren. Dengang kom man af med det igen, når det hårde arbejde begyndte efter vinterhiet.

Nu til dags tyer vi til fitnesscentrene, der har kronede dage i januar, hvor alle skal have et medlemskab. Men allerede i februar er der halvtomt på træningsbænkene. Flemming spiser det samme året rundt og er konstant på en eller anden form for tilbageholdenhed, der dog ikke lykkes fuldt ud. ”Når jeg kommer forbi en slikskål, er det slut med tilbageholdenheden. Man kan sige, jeg er på kur mellem ”Man skal bare klø på med de grøntsager! Ens energiniveau stiger, og man kan virkelig mærke forandringer i kroppen, når man tager de grøntsager alvorligt” — Flemming Møldrup slikskålene. Den tid, det tager mig at komme fra den ene slikskål til den anden, er jeg på kur. Det er specielt slemt, når vi er på optagelse. Vi har sådan en sød regissør, som passer på os og altid sørger for, der er noget sødt i bilen.”

Anne siger, at det giver god mening for alle de mænd, der skal løbe rundt med tunge kameraer, men hvis hun for alvor dykker ned i slikposerne, bliver hun træt. ”Jeg er nødt til at arbejde med et stabilt blodsukker. Nogle gange sidder jeg i sminken klokken seks om morgenen. Når jeg så skal lave en afslutning og sige noget sjovt klokken 17, kan det ikke nytte, at mit blodsukker har været oppe og nede flere gange i løbet af dagen.” Det kræver i det hele taget lidt planlægning at få spist ordentligt, når de er på optagelser. Men det er blevet nemmere efter, at tankstationer er begyndt at have palæosalater og lignende. ”Det er rart, også når man kører rundt og holder foredrag. Jeg kan godt lande i en landevejs-fælde med en pølse her og en pølse der. Og før jeg får set mig om, er jeg kørt helt flad, fordi jeg ikke har fået noget ordentlig mad. Så det er godt, der er kommet flere muligheder,” siger Flemming

2018-12-02T19:58:45+00:00December 2018, Interview|

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.

This Is A Custom Widget

This Sliding Bar can be switched on or off in theme options, and can take any widget you throw at it or even fill it with your custom HTML Code. Its perfect for grabbing the attention of your viewers. Choose between 1, 2, 3 or 4 columns, set the background color, widget divider color, activate transparency, a top border or fully disable it on desktop and mobile.